Du kan f.eks. søge om tilskud til ortopædisk fodtøj og -fodindlæg, arm- og benprotese, støttekorset, bandager, stomihjælpemidler, inkontinenshjælpemidler, teleslynge, forstærkertelefon, dørklokkeforstærker og vibrationsvækkeur.

Du skal

  1. Bruge dit cpr. nr.
  2. Bruge dit MitID
  3. Bruge din e-mailadresse og dit telefonnummer.
  4. Evt. bruge en lægeerklæring i elektronisk format, som du kan vedhæfte.

Sådan gør du

  1. Log ind med dit MitID
  2. Skriv din e-mailadresse og dit telefonnummer.
  3. Skriv, hvilket hjælpemiddel du ønsker at søge.
  4. Beskriv dine helbredsforhold, og hvorfor du søger et hjælpemiddel.
  5. Skriv, hvor og hvornår du sidst er blevet behandlet for dit handicap.
  6. Giv os dit samtykke, så vi kan hente de nødvendige oplysninger hos din læge.

Hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning

Skrevet af Social-, Bolig- og  Ældreministeriet
  • Hvem kan søge om hjælpemidler?

    Du eller dit barn med et varigt fysisk eller psykisk handicap kan blive aflastet i hverdagen med hjælpemidler. Hvis du søger og kommunen bevilger et hjælpemiddel, kan du låne det gratis, eller du kan få tilskud til, at du selv kan købe det.

    Der findes mere end 60.000 forskellige typer hjælpemidler. Det kan fx være en rollator, en kørestol, et gangstativ eller et forhøjet toiletsæde. Det kan også være kropsbårne hjælpemidler som brokbind, støttekorset, diabetiker- og stomihjælpemidler m.m.

    Kommunen skal yde støtte til et hjælpemiddel, hvis hjælpemidlet i væsentlig grad:

    • kan afhjælpe de varige følger af din nedsatte funktionsevne
    • kan lette dagligdagen i dit hjem
    • er nødvendigt i dit arbejdsliv.

    Du skal søge kommunen, inden du køber, og du kan få støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Ønsker du et dyrere hjælpemiddel, skal du selv betale den ekstra udgift.

    Det er gratis for dig at låne hjælpemidlet af kommunen, og din egen økonomi har ikke indflydelse på, om du kan få, eller hvor meget du kan få i tilskud. Tilskuddet er desuden skattefrit.

    Helbredstillæg for pensionister

    Pensionister har mulighed for at søge kommunen om almindeligt eller udvidet helbredstillæg til medicin, tandlæge, høreapparat, fysioterapi, fodterapi, psykologhjælp og kiropraktorbehandling.

    Det er din økonomi, som afgør, om du kan få tilskud.

  • Hvordan søger jeg om hjælpemidler?

    Har du behov for hjælpemidler til dit privatliv, eller som du skal bruge både i privatlivet og på arbejdspladsen, skal du søge hos kommunen. 

    De oplysninger, du giver i din ansøgning, bliver brugt af kommunen til at afgøre din sag.

    Obligatorisk selvbetjening

    Du skal bruge den digitale selvbetjening, når du søger om et hjælpemiddel. 

    Kommunen kan hjælpe dig med computer og rådgivning til at betjene dig selv digitalt. Når særlige forhold gør, at du ikke kan søge digitalt, skal du kontakte kommunen. Det kan eksempelvis være sprogvanskeligheder, handicap og manglende digitale kompetencer.

    Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

    Du skal forklare, hvordan hjælpemidlet kan kompensere for din eller dit barns nedsatte funktionsevne. Hvis det er første gang, du søger, eller din funktionsevne har ændret sig, skal kommunen have aktuelle oplysninger fra sygehuset eller din læge.

    Hver enkelt kommune har selvstændigt fastlagt de tilbud, der er til rådighed for borgerne i kommunen. Det kaldes kommunens serviceniveau. I praksis betyder det, at ydelser og tilbud varierer fra kommune til kommune.

    Sektoransvar

    Som grundregel er det den sektor, som har ansvaret for en ydelse, der også har ansvaret for at ydelsen er tilgængelig for borgere med nedsat funktionsevne. Det kaldes sektoransvarlighedsprincippet.

    Skal du bruge hjælpemidler på dit uddannelsessted, skal du kontakte uddannelsesstedet. Gerne i god tid inden skoleåret begynder, eller det er semesterstart.

    Kontakt jobcentret, hvis du skal bruge hjælpemidler på din arbejdsplads.

  • Ansøg om kropsbårne hjælpemidler

    Har du behov for kropsbårne hjælpemidler, skal du søge hos kommunen. De oplysninger, du giver i din ansøgning, bliver brugt af kommunen til at afgøre din sag.

    Obligatorisk selvbetjening

    Du skal bruge den digitale selvbetjening, når du søger om et hjælpemiddel. 

    Kommunen kan hjælpe dig med computer og rådgivning til at betjene dig selv digitalt. Når særlige forhold gør, at du ikke kan søge digitalt, skal du kontakte kommunen. Det kan eksempelvis være sprogvanskeligheder, handicap og manglende digitale kompetencer.

    Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

    Nogle af de typer kropsbårne hjælpemidler, du kan søge støtte til, er:

    • ortopædisk fodtøj
    • kompressionsstrømper
    • proteser, fx arm-, ben-, bryst- og øjenproteser
    • støttekorsetter og bandager
    • parykker
    • stomihjælpemidler, bleer og katetre
    • kropsbårne synshjælpemidler til personer med varig øjenlidelse.

    For nogle hjælpemidler er der en egenbetaling, dvs. at du selv betaler det årligt regulerede beløb for den type hjælpemiddel, og kommunen giver støtte til resten.

  • Ansøg om ortopædisk fodtøj

    Har du behov for tilskud til ortopædisk fodtøj, skal du søge hos kommunen. De oplysninger, du giver i din ansøgning, bliver brugt af kommunen til at afgøre din sag.

    Obligatorisk selvbetjening

    Du skal bruge den digitale selvbetjening, når du søger om et hjælpemiddel.

    Kommunen kan hjælpe dig med computer og rådgivning til at betjene dig selv digitalt. Når særlige forhold gør, at du ikke kan søge digitalt, skal du kontakte kommunen. Det kan eksempelvis være sprogvanskeligheder, handicap og manglende digitale kompetencer.

    Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.

    Du kan søge tilskud, men der er en egenbetaling.

    Egenbetaling for ortopædisk fodtøj
    • For ortopædisk fodtøj til børn er der en egenbetaling på 560 kr. (2024)
    • For ortopædisk fodtøj til voksne er der en egenbetaling på 1.010 kr. (2024)
    Lægelige grunde for hjælp til ortopædiske sko og ortopædiske fodindlæg
    1. Leddegigt med svært forfodsfald og tådeformiteter (indlæg eventuelt suppleret med gængesål)
    2. Sårdannelser med risiko for sår i fodsålen med føleforstyrrelser som følge af sukkersyge, kroniske nervelidelser eller ved svær kompromittering af blodomløbet (kredsløbsinsufficiens)
    3. Svært forfodsfald ved samtidigt dårligt blodomløb, fx klostillede tæer, hammertæer, deforme ledhoveder på mellemfodsknoglerne
    4. Stiv fodrod - medfødte sammenvoksninger (coalitio), svære fejlstillinger efter brud på fodrodsknogler, kroniske ledbetændelser eller leddegigt
    5. Erhvervet platfod som følge af degeneration
    6. Aflastning af varigt smertende ar i fodsålen
    7. Andre foddeformiteter af tilsvarende sværhedsgrad efter særlig begrundelse, fx svært fikseret platfod, svær slaphed af ledbånd og ledkapsler ved medfødt knogleskørhed (osteogenesis imperfecta). Der kan ikke søges hjælp til indlæg ved almindelig platfod eller blød platfod hos børn.
  • Fritvalgsordning

    ​Når du har fået en bevilling, kan du som hovedregel selv vælge, hvor du køber dit hjælpemiddel. Det gælder fx, når du har behov for engangshjælpemidler som bleer, stomiposer, testmaterialer til diabetes med mere.

    Du kan højst få refunderet et beløb svarende til den pris, kommunen kunne have anskaffet hjælpemidlet til, og det må ikke være identisk med det hjælpemiddel, som kommunen kan skaffe fra sit hjælpemiddellager. Typisk drejer det sig om tekniske hjælpemidler.

    Eksempel:

    Borgeren har fået bevilget en rollator af mærket X. På kommunens hjælpemiddellager findes en brugt rollator af dette mærke. Borgeren ønsker en fuldstændig identisk rollator af samme mærke, men en ny. I denne situation vil borgeren ikke kunne benytte sig af retten til frit at vælge leverandør.

  • Hvis du vil klage

    Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

    Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan give dig uvildig rådgivning, når din sag er gået i hårdknude eller du føler dig uretfærdigt behandlet.

    Du kan søge aktindsigt i dine sager, fx:

    • hos kommunen
    • hos lægen
    • på hospitalets forskellige afdelinger.

    Læs mere på borger.dk om at søge aktindsigt og om offentlighed i forvaltningen.

Sidst opdateret: