To kvinder med fire mindre børn leger med skumpudder og store snurretoppe på Vejle Bibliotek. Foto: Jonas Normann
Tilbage

Vejles nye bibliotek og kulturhus

Vejle skal have et nyt bibliotek og kulturhus på Willy Sørensens Plads 1 i Vejle. Her samler vi Vejles bibliotek og musik- og kulturskole under ét tag og gør plads til menneskelige møder, leg, rytme og glæde, ro, eftertanke og fordybelse. På denne side finder du information om processen i forhold til midlertidig bibliotek og byggeriet med det nye bibliotek og kulturhus.

Willy Sørensens Plads 1, 7100 Vejle

Visionspapir

Vejles nye kulturhus

I en verden, der kalder på nærvær og samtaler mellem mennesker, samfundsgrupper
og generationer vil vi skabe et frirum for alle, hvor der er plads til leg, rytme,
fællesskab og glæde, ro, eftertanke og fordybelse. Vejle vokser og vil mere og
derfor skaber vi her et nyt anker for dagligdagens samvær, kultur, dannelse og
medborgerskab.

Kulturhuset - et nyt anker i Vejle By

Kulturhuset er et nyt anker i Vejle By. Mellem det smukke og driftige
handelscentrum og en ny, bæredygtig bydel. Mellem byen og naturen. Der hvor
hundredvis af studerende har deres daglige gang og hvor borgerne i alle aldre
kommer for at blive bevæget kulturelt, socialt og fysisk. Med åen mod syd og
Boulevardens klima- og uddannelsesstrøg mod øst åbner kulturhuset sig mod alle
sider.


Arkitektur

Kulturhuset er et ikonisk og synligt vartegn på en markant placering i Vejle. Om
man nærmer sig fra byen, fra åen, Ny Rosborg eller fra Boulevarden, så fanger
kulturhuset dit øje og inviterer dig indenfor.
Der er indgange til huset fra mange sider og arkitekturen skaber variation i
sanseindtryk fra det rolige og kontemplative til det bevægende og
oplevelsesrige. Huset skal rumme mange og meget forskellige funktioner fra
musik til fordybelse og god akustik og naturligt lys er tænkt ind fra starten.
Huset er modigt og moderne og markante elementer fra den oprindelige
arkitektur har fået et nyt og interessant udtryk. Det er tydeligt, at
bæredygtighed og genanvendelse har været et nøgleord.
Her er lys i vinduerne og fællesskaber og aktiviteter er synlige og vækker
nysgerrighed og lyst til at blive og komme igen.

Atmosfære

Kulturhuset er et imødekommende, stemningsfuldt og hyggeligt samlingspunkt,
hvor man har lyst til at være - alene eller sammen med andre. Her er
rummelighed og plads til alle, både i åbne rum og i zoner til ro, læsning, studie
og fordybelse.
Her er lyd, farver og kunst varieret, så huset fremstår som ét hus med mange
stemninger. Her er hjemlighed og oplevelser, ro og leg. Der er kant og
personlighed i indretningen, som først og fremmest understøtter mødet mellem
mennesker og generationer, fællesskab, samvær og følelsen af at høre til.

Faciliteter

Vi bygger et moderne kulturhus med plads til åbne aktiviteter, formidling i flere skalaer, formelle og uformelle møder. Her er faciliteter til oplevelser, leg og tumlen, fordybelse, studier, hygge og
højtlæsning. Det klassiske bibliotek, hvor bøgerne inspirerer til læsning og fordybelse har god
plads her.

Kulturhuset rummer en café, der indgår som et integreret og indbydende rum både i betjente og ikke-betjente tidsrum. Huset har små scener, hvor man kan optræde planlagt eller spontant.
Husets sal rummer teater, musik, foredrag og åbne aktiviteter og er et inspirerende og
gennemsigtigt rum både ude fra og inden i.

Huset er indrettet intelligent med opbevaring, strømstik, ammerum, mange fleksible
opholdsmuligheder og låsesystemer, så alle rum kan benyttes fleksibelt og maksimalt igennem
døgnet og ugen.

Det bedste kulturhus for børn og deres familier

Vi skaber den fysiske form til fremtidens musik- og kulturskole, hvor skabertrang, spilleglæde og fællesskab er i centrum. Her foregår det meste af undervisningen i fællesskaber og børn og unge bliver inspireret til at udfolde sig musikalsk og kreativt. Aktiviteterne er synlige og inspirerende samtidig med at rammerne giver mulighed for den fordybelse, det kræver at blive dygtig.

Når bibliotek og musik- og kulturskole spiller tæt sammen skaber vi landets bedste bibliotek for
børn og deres familier, hvor glæde og leg med sprog, litteratur, musik og rytme er i højsædet. Her smelter kunstarterne sammen i én formidling og i landets bedste børnebibliotek er tærsklen mellem leg og læring lav.

Her bliver både børn og voksne klogere og mere inspirerede til at opleve musik og litteratur, udfolde og fordybe sig.

Et kulturhus for nutiden og for fremtiden

Bæredygtighed er et nøgleord i Vejles nye kulturhus. Huset er borgernes og det er skabt til at
ændre sig med tiden og med borgernes brug og behov. Huset understøtter et stærkt lokalsamfund med plads til inkluderende fællesskaber og mennesker i alle faser af livet. De studerende på Vejles nuværende og fremtidige uddannelser, de unge, de ældre og alle dem midt imellem. Borgere med særlige behov føler sig velkomne her.

Huset er designet til at kunne justeres og udvikles med tiden. Bæredygtige og fleksible valg i såvel konstruktion som indretning er essentielle. Grønne arealer, blomster og biodiversitet er en del af børnenes drøm om kulturhuset.

Placering af midlertidig bibliotek

I mens byggeriet af det ny bibliotek og kulturhus står på, rykker det nuværende bibliotekstilbud i midlertidige lokaler i Farveriet ved Spinderihallerne og Bryggen. 

Børnebibliotek i Bryggen

Lokalerne i Bryggen dedikeres til børnebibliotek. Her vil børn og deres familier kunne gå på opdagelse i et børnebibliotek med masser af spændende bøger og andre materialer, deltage i aktiviteter og arrangementer og møde bibliotekets børneformidlere.

Der vil også være mulighed for at hente reserveringer og aflevere bøger. Åbningstiden med betjening udvides desuden med nogle timer om søndagen.

Voksen- og ungelitteratur i Farveriet ved Spinderihallerne

I Farveriet ved Spinderihallerne vil unge og voksne især kunne finde bøger og andre materialer. Her kan de hente, låne og aflevere, printe og kopiere og holde møder og deltage i forfatterarrangementer med mere - ligesom i det nuværende tilbud.

Der vil fortsat være biblioteker på Nørremarken og i Centerbyerne, hvorfra borgere også kan bestille, hente og aflevere bøger og andre materialer.

På Hjulmagervej vil biblioteket have fjernlager. Disse lokaler er ikke åbne for borgere, fordi det er her, at bøger bliver sorteret og fordelt, så der løbende kommer nye på hylderne, og bestillinger kan findes frem og leveres til de enkelte lokationer hurtigst muligt.

På bibliotekets hjemmeside www.vejlebib.dk vil der løbende blive orienteret om flytning og midlertidigt bibliotek.

Foreløbig tidsplan

2023 – forår 2024: Borger- og interessentinddragelse
2024: Udbud af totalentreprise
Ultimo 2024: Etablering af midlertidigt bibliotek i Vejle
2025-2026: Byggeri

Kontaktpersoner

Thomas Frank, overordnet projektleder
Louise Stockmann Poulsen, projektleder
Annett Bundgaard Lassen, bygherrerådgiver

Find kontaktoplysningerne længere nede på siden. 

 

Far med to mindre børn kigger i en bog  på Vejle Bibliotek. Foto: Jonas Normann
Far med to mindre børn kigger i en bog på Vejle Bibliotek. Foto: Jonas Normann
To kvinder med fire mindre børn leger med skumpudder og store snurretoppe på Vejle Bibliotek. Foto: Jonas Normann
To kvinder med fire mindre børn leger med skumpudder og store snurretoppe på Vejle Bibliotek. Foto: Jonas Normann
Mand sidder i stol og læser i bog på Vejle Bibliotek. Foto: Jonas Normann
Mand sidder i stol og læser i bog på Vejle Bibliotek. Foto: Jonas Normann
Luftbillede over det eksisterende bibliotek og krydset ved Boulavarden og Vestre Engvej i Vejle
Luftbillede over det eksisterende bibliotek og krydset ved Boulavarden og Vestre Engvej i Vejle

Kontakt

Thomas Frank
Chef for Stab og Borgerservice

Louise Stockmann Poulsen
Specialkonsulent

Annett Bundgaard Lassen
Bygherrerådgiver