I Vejle Kommune er vi fælles om klimaet. Derfor inviterer Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati til den første borgersamling, hvor en bred vifte af borgere i en ligeværdig samskabelsesproces med byrådspolitikerne skal finde formlen på det gode liv til mest mulig gavn for klimaet. Hold øje med din e-boks, for du kan være inviteret.

I Vejle Kommune mener vi det alvorligt, når vi siger, at rejsen mod et mere bæredygtigt liv med så lavt et klimaaftryk som muligt, er en fælles opgave, og at alle stemmer skal høres.

En bred vifte af borgere inviteres med

- Vi har i Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati (ULN) netop vedtaget en ny klimahandlingsplan for tiden frem mod 2026. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for vores borgere. Derfor prøver vi noget af, som vi ikke forsøgt før. Vi laver nemlig en særlig Vejle-udgave af en borgersamling, som sammen med os politikere kan pege på, hvordan vi skal handle til hverdag for at få det gode liv med et sundt klima, siger Thyge Havgaard Bjerring, formand for Udvalget for Lokalsamfund og Nærdemokrati (ULN) og uddyber:

- Det helt særlige ved vores borgersamling er, at vi skal have en borgersamling med en bred vifte af borgere fra hele kommunen. Vi har brug for at høre alle stemmer - også de klimaskeptiske - for vi er nødt til at finde fælles fodslag, som vi alle kan se os i og forpligte os til, hvis vi skal gøre noget for klimaet.

Hold øje med din e-boks

Derfor opfordrer Vejle Kommune dig til at holde øje med din e-boks fra 19. juni. Her sender vi nemlig brev ud til 15.000 tilfældigt udvalgte borgere. Ud af dem bliver der valgt 36 borgere ud, som sammen med politikerne skal lægge sporene for fremtidens gode liv i Vejle kommune.

Invitationen omfatter tre workshops hen over efteråret i Spinderihallerne, som alle faciliteres af We Do Democracy.

En særlig Vejle-model

- Politikerne i Vejle Kommune har udvist mod og kreativitet i forsøget på at mobilisere og inkludere flere borgere i klimaindsatsen. Vi har lavet mange borgersamlinger, men det vi skal lave i efteråret, er en særlig Vejle-model, hvor vi kombinerer borgersamlingens repræsentativt udvalgte panel med en samskabelsesproces, hvor politikere og ildsjæle fra foreningslivet og forretningsnetværket også sidder med ved bordet. Det er vi meget spændte på, siger Zakia Elvang, managing partner og rådgiver i We Do Democracy, som selv kommer til at stå for borgersamlingerne i Vejle.

Borgersamlinger og samskabelse er velafprøvede og testede metoder i både Danmark og EU, der kan hjælpe byrådsmedlemmer og lokalsamfund med at løse komplekse lokale problemer, som for eksempel klima.

Sidst opdateret: