Fra 16. september vil borgere, der ringer til omstillingen på kommunens hovednummer, blive mødt af en telefonrobot. Den kan blandt andet hjælpe med eksempelvis pas, kørekort, MitID, pension og andet – endda udenfor normal åbningstid

Borgerservice hjælper hver dag adskillige mennesker ved fremmøde eller pr. telefon. Fra 16. september får de assistance af en ny kollega – nemlig en telefonrobot.

Telefonrobotten kan give svar på nogle af de spørgsmål, som omstillingen normalt hjælper med. Det kunne være:

  • Information om pas, kørekort, MitID, sygesikring, pension og flytning
  • Bestilling af tid til kørekort og MitID
  • Omstilling til udvalgte områder i kommunen

Til gengæld kan borgere ringe døgnet rundt til telefonrobotten. Den udvider derved åbningstiden for borgere, der skal bestille tider, hente information og andet, som ikke kræver personlig betjening.

Så menneskelig, at den vil fejle

Robotten tager simple opkald. Det giver mulighed for hurtigt at få hjælp, mens medarbejderne i omstillingen får mere tid til at hjælpe de borgere, som ringer med mere komplekse sager.

Telefonrobotten er dog ikke fejlfri. Tværtimod skal den som enhver ny kollega lige lære tingene.

Derfor vil den nogle gange høre forkert, andre gange kender den ikke svaret. Men den opdateres og bliver løbende klogere, så den forhåbentlig kender svaret til næste gang.

Af den grund er det altid muligt at tale med en medarbejder indenfor normal åbningstid. Dem er der ligeså mange af som før – så både de og telefonrobotten sidder klar til at hjælpe.

Robotten er testet af flere borgere

Den nye telefonrobot er blevet testet af interne medarbejdere og borgere. Testerne fortæller blandt andet:

"Jeg vil gerne ringe til Vejle Kommune, når det passer mig og snakke med en voicebot. Det giver mig en stor frihed for at løse tingene, når det passer mig."

”Den talte ikke hurtigt, den talte på et normalt tempo. Det var nemt at forstå, og man kunne følge med (...) jeg er overrasket over den.”

”Jeg tror jeg vil sige til mine jævnaldrende, at det er nemmere for dem at tage kontakt til kommunen nu end førhen, og at det ikke er sådan noget med, at man skal vente pisse længe”.

Telefonrobotten skal nu testes på virkelige opkald. Dem kan den nemlig få en helt anden og hurtig læring af.

Ønsker man at tale med en medarbejder, fremfor robotten, kan man sige:

  • Jeg vil tale med et menneske
  • Jeg vil have personlig betjening
  • Jeg vil ikke tale med dig
  • Jeg vil ikke tale med en robot

Læs mere om den nye telefonrobot i Borgerservice og del dine erfaringer via vores hjemmeside

Sidst opdateret: