Hvem lægger kommunens budget og hvordan? Det kan du blive klogere på her.

Byrådet beslutter hvert år, hvordan kommunens penge skal prioriteres, og på den baggrund udarbejdes et kommunalt budget.

Budgettet er - simpelt sagt - en oversigt over kommunens indtægter og udgifter. Indtægterne består mest af skatter, men også andet, som fx tilskud fra staten og udligning kommunerne imellem. Udgifterne dækker alle de områder, som kommunen driver, såsom skoler, børnehaver, ældrepleje og meget andet.

Et kommunalt budget udarbejdes for fire år (selve budgetåret samt 3 "overslagsår"). Derfor hedder budgettet for 2020 eksempelvis "Budget 2020-2023". 

  • Budgetstrategien

    Allerede i starten af et kalenderår vedtager Økonomiudvalget en strategi for, hvordan man vil udarbejde budgettet til de kommende år.

    I budgetstrategien udstikkes rammerne for budgetprocessen og den overordnede styring af
    budgetlægningen.

    Strategien indeholder bl.a. det økonomiske udgangspunkt for det kommende års budget, opgavefordelingen mellem fagudvalg, Økonomiudvalg og Byråd, tidsplan for processen,
    fokusområder, styringsprincipper m.v.

    Formålet med strategien er at :
    • Sætte retning
    • Øge det langsigtede fokus
    • Give mulighed for politisk prioritering

  • De politisk besluttede indsatsområder

    Byrådets  vision er styrende for udviklingen af Vejle Kommune.

    På baggrund af den, er de prioriterede indsatsområder:

    • Mest attraktive kommune at bo og leve i
    • Førende erhvervs- og vækstkommune
    • De bedste læringsmiljøer til børn, unge og voksne
    • National førerposition inden for velfærdsudvikling.

  • Økonomiske styringsprincipper

    Vejle Kommune har udarbejdet et overordnet regelsæt for styringen af kommunens økonomi.

    Formålet er blandt andet at sikre en effektiv og sikker forvaltning af de økonomiske ressourcer på alle niveauer i kommunen.

    Regelsættet giver således ledere og øvrige budgetansvarlige et fælles grundlag for den løbende økonomistyring.

    Filosofien bag principperne er bl.a.:

    • Sikker økonomisk og holdningsmæssig styring
    • Stram styring af udgifterne
    • Stor ressourcebevidsthed
    • Løbende omstilling
    • Decentralisering af kompetence og ansvar til de udførende led
    • Koncern- og helhedsstyring


    Holdningen i Vejle Kommune er:

    • Alle områder er som udgangspunkt styrbare
    • Budgetrammer skal overholdes
    • Ønsker om tillægsbevillinger skal ledsages af forslag til kompenserende besparelser på udvalgets andre områder.
  • Økonomiske værktøjer

    Vejle Kommune arbejder permanent på, at borgerne får mest mulig velfærd og service for pengene.

    En række forskellige værktøjer tages løbende i brug for at opfylde dette. De tæller bl.a.:

    • digitalisering
    • benchmarking
    • analyser
    • innovation
    • konkurrenceudsættelse
    • brugerundersøgelser
    • ledelse, tillid og styring


    Værktøjerne har forskellige formål, og ansvaret for at vælge det rette værktøj til den konkrete opgave ligger hos de enkelte udvalg, forvaltninger og decentrale enheder i Vejle Kommune. 

  • Budgetforslag - opgavefordeling

    Byrådet, Økonomiudvalget og fagudvalgene har forskellige opgaver i forbindelse med udarbejdelsen af budgetforslaget. Desuden har direktionen en række opgave, den skal løse i samarbejde med Økonomiudvalget.

    Byrådets opgaver kan fx være:
    - Temadrøftelser
    - Udmøntning af årets økonomiaftale
    – Behandle teknisk budgetforslag fra
    Økonomiudvalget
    – Gennemføre budgetforhandlinger 
    – Vedtage budget 

    Økonomiudvalgets opgaver kan fx være:
    – Vedtage budgetstrategi
    – Fastsætte rammer
    – Igangsætte Direktionens arbejde
    – Koordinere budgetarbejdet
    – Temadrøfte og fremlægge teknisk anlægsbudgetforslag
    – Fremlægge teknisk budgetforslag til Byrådets 1. behandling
    – Fremlægge forslag til budget 

    Fagudvalgenes opgaver kan fx være:
    – Udarbejde teknisk  budgetforslag
    – Sikre balance i budgettet ud fra de kendte rammer
    – Fastsætte aktivitetsforudsætninger på alle væsentlige områder
    – Udarbejde/opdatere kapacitetsanalyser på anlæg
    – Forberede moderniserings- og effektiviseringstiltag
    – Temadrøftelse vedr. forebyggende investeringer
    – Arbejde med involvering af borgere, brugere, virksomheder og MED system
    – Overholde vedtaget budget 

    Direktionens opgaver kan fx være:
    - Udarbejde oplæg til overordnet budgetstrategi til Økonomiudvalget
    – Udarbejde oplæg til anlægsbudgetforslag til Økonomiudvalget
    – Understøtte fagudvalgenes budgetarbejde
    – Udarbejde oplæg til budget i balance for Økonomiudvalget
    – Overholde vedtaget budget. 

Sidst opdateret: