10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. De har ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her møder du Minna, der er omsorgsmedarbejder.

Arbejdet holder mig oppe og i gang

Når Minna Olesen sidder stille i sin lænestol hjemme i sin stue, kan hun godt mærke sin krop.

- Jeg tænker: Har du ikke lidt ondt dér eller dér? Men i det øjeblik, jeg sætter mig i min bil for at køre på arbejde, har jeg ikke ondt et eneste sted. Så kommer der gang i mig.

Smilet går fra øre til øre i Minna Olesens ansigt. Håret er sirligt sat, og på næsen lyser et par blågrønne briller op. Det er svært at se, at hun fylder 80 år til december. Dermed er hun én af de ældste medarbejdere i Vejle Kommune.

- Min venner siger: Minna, nu skal du passe på dig selv. Men arbejdet tager intet fra mig. Tværtimod. Det holder mig oppe og i gang. Jeg har en stor glæde ved at komme på arbejde og tale med kollegerne og se børnene udvikle sig, fortæller Minna, der arbejder som vågen nattevagt 18 timer om ugen i snit på Bifrost-afdelingen ’Gården’ i Børkop.

Nyder den gode stemning på arbejdspladsen

Den 24. november 1994 husker Minna tydeligt. Hun blev ringet op af institutionens tidligere leder, som tilbød hendes jobbet som omsorgsmedarbejder.

- Min børn var blevet store, og jeg havde tid til at prøve andet. Jeg er et interesseret menneske af natur, siger Minna, der arbejder om natten på bostedet og hjælper med at vække børnene og ordne deres morgenrutiner.

Flere af Minnas kolleger kunne aldersmæssigt være hendes børnebørn, men hun mærker en gensidig respekt. Hun kan lære noget af de unge – ligesom de kan lære noget af hende. Hun mener, at det har stor værdi, at generationerne samarbejder.

Minna nyder den gode stemning på stedet, og at hun altid har mulighed for at sige nej til en opgave eller en vagt, hvis tidspunktet ikke passer hende. Det sker dog meget sjældent.

- Der er stor elastisk hos begge parter. Så kommer tingene til at fungere godt, konstaterer hun og tilføjer, at fleksibilitet er afgørende for, at hun vil blive ved med at arbejde. Det har også betydning for hendes trivsel, at hun indgår i et fællesskab med gode relationer på arbejdspladsen.

- Min mand døde i 2007, så der blev stille i huset. Derfor plejer jeg at sige, det er godt, nogen venter ude, når ingen venter hjemme mere, fortæller hun.

Det betyder noget at udfylde en plads 

Faktisk elsker Minna sin gerning på arbejdsmarkedet så højt, at hun anbefaler alle ældre at blive ved med at arbejde i det omfang, deres helbred tillader det.

- Mit arbejde er en stor og vigtig del af mit liv. Det betyder noget for mig at udfylde en plads. Og jeg er taknemlig for, at de vil have mig gående. Til sidste MUS sagde min venlige leder til mig: ”Vi taler ikke ansættelse i dag. Nu går vi efter de 90.” Det blev jeg glad for. Så bliver jeg nødt til at fortsætte med at sætte mit hår ordentligt, siger hun.  

Minna Olesen er omsorgsmedarbejder på bostedet Gården
Selv om Minna Olesen er langt over den officielle pensionsalder, holder hun fast i sit job. Hun nyder at være en del af en arbejdsplads med god stemning og stor fleksbilitet.
Minna Olesen er omsorgsmedarbejder på bostedet Gården
Børnene på bostedet Gården er tydeligt glade for Minna. Flere af dem har ikke et verbalt sprog, men det forhindrer ikke en god kommunikation. Her ses Minna med Philip på 16 år.
Sidst opdateret: