10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. De har ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her møder du Katrine, der er ergoterapeut.

Blæksprutte med 47 kasketter

Når Katrine Sundahl møder ind på sit job, ved hun aldrig, hvad dagen bringer. Dét sætter fart på hendes arbejdsglæde:

- Det ene øjeblik skruer jeg i et hjælpemiddel, der er gået i stykker. Det andet øjeblik taler jeg med en kørestols-ekspert. Og det næste igen træder jeg til, hvis en kollega har brug for hjælp til for eksempel at bade et barn. Det ville kede mig frygteligt, hvis der var en fast plan for dagen, siger hun og kalder sig selv ’blæksprutte med 47 kasketter’.

Blæksprutten er oprindelig uddannet ergoterapeut, og siden 2008 har hun arbejdet på bostedet Bifrost – afdeling Kilden, som er Vejle Kommunes døgninstitution for multihandicappede børn. Hendes primære opgaver er at instruere kollegerne i de rette arbejdsstillinger, at træne børnene og give bud på de rette hjælpemidler og tilpasse dem individuelt. Det gælder alt fra kørestole til ståstativer, lejringspuder og service.

- Jeg leger tit Storm P. i forhold til at finde løsninger til børnene. For nylig konstruerede jeg et hul i et ståstativ for at skabe plads til en pukkelryg. Det virkede for barnet, og det er fedt for mig at kunne hjælpe mennesker med fysiske udfordringer.

Katrine Sundahl
Som ergoterapeut på et bosted for multihandicappede børn løser Katrine Sundahl en bred vifte af opgaver.
Katrine Sundahl
Indstilling af hjælpemidler - og sommetider finde kreative løsninger - er Katrine Sundahl efterhånden en sand mester i.

For mig er det en selvfølge at tro på børnene

En stor del af børnene på Kilden er på et udviklingstrin, der svarer til 0-2 år, og nogle gange bliver de heller ikke særlige gamle. Dødsfald sker med mellemrum, men det får på ingen måde Katrine til at se sort på hverken fremtiden for børnene eller sit arbejde.

- Jeg tænker aldrig, at det her slutter i morgen. Hele stemningen her på stedet er, at vi har livet og skal få det bedste ud af det og give børnene så mange gode stunder som muligt i løbet af en dag, siger Katrine.

For nylig blev hun stoppet af en far, hvis handicappede datter bor på ’Kilden’. Han ville blot sige hende tak for, at hun havde givet pigen et ståstativ som hjælpemiddel. ”Det viser, at I tror på hende”, lød hans reaktion.

- For mig er det en selvfølge at tro på børnene og skabe de bedste betingelser for både dem og deres familier, siger Katrine, der selv er mor til fire børn.

Fører de unge ind i faget og viser dem mulighederne

Selv om Katrine har arbejdet på Kilden mange år, ser hun ingen grund til at spejde efter et andet job. Hun nyder sin arbejdsplan på 25 timer ugentligt og at samarbejde med en kollega-gruppe, som er meget blandet aldersmæssigt. Hun glæder sig særligt over at føre de helt unge kolleger ind i faget og vise dem, at selv sårbare skæbner rummer muligheder.

- Det er fedt at give dem råd om en give opgave. Men jeg kan også sige til dem, at jeg jo ikke ved alt. Jeg føler mig sommetider som en novice, der kan blive ved med at blive klogere. Det gør, at jeg bliver ved med at udvikle mig.

Sidst opdateret: