10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. De har ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her møder du Jeanette, der er social- og sundhedshjælper.

Der skal så lidt til for at gøre en trist dag til en god dag

I gårdhaven uden for plejecentret Kastaniehaven i Give er krukkerne blevet fyldt med frisk jord og blomster i mange farver. Søren Møller, som er beboer på stedet, nyder at komme uden for og hjælp til med havearbejdet. 

- Det er dejligt at have noget at stå op til, ikke? siger social- og sundhedshjælper Jeanette Elkrog Kofoed til Søren, der nikker og fortæller, at han altid har haft have og ikke kan undvære det.

Jeanette Elkrog Kofoed vil heller ikke undvære haven - eller bare Kastaniehaven helt generelt. Her blev hun ansat, da hun var færdig med sin uddannelse i 2006 og har ingen tanker om at skifte job.

- Jeg er glad for mit arbejde og for at kunne gøre en forskel. Sommetider skal der så lidt til for at gøre en trist dag til en god dag for beboerne. Det er vigtigt at kende deres livshistorie, så jeg kan opmuntre dem ved for eksempel at tale om deres familie, hvor de har boet, og hvad de har lavet gennem livet, siger Jeanette Elkrog Kofoed.

Jeanette Elkrog
Som sosu-hjælper på Kastanjahaven oplever Jeanette Elkrog at kunne gøre en forskel for andre hver dag.
Jeanette Elkrog Kofoed
Samværet med beboerne betyder alt for sosu-hjælper Jeanette Elkrog Kofoed.

Hawaiifest med kulørte drinks og blomsterkranse

Som barn og ung fik Jeanette altid at vide, at hun da skulle ’noget med mennesker’, når hun blev voksen. Og den fornemmelse havde hun også selv. Hun valgte at uddanne sig til salgsassistent, men arbejdede ganske kort tid i faget, inden hun besluttede sig for at gå sosu-vejen.

- Jeg var så heldig at komme i praktik her og mærkede, hvordan stemningen er, og hvordan kollegerne hjælper hinanden. Desuden har vi en super ledelse, som bakker op om vores idéer – uanset hvor skøre de er, siger Jeanette og ler.

Én af de skøre idéer blev for nylig omsat til en succesfuld Hawaii-fest med blomsterkranse, bastskørter, festlige drinks og musik for beboerne.

- Vi fik en klump i halsen over at se, hvordan beboerne livede op og var helt med på at bevæge sig til musikken. Den stemning smittede af på resten af min dag og gav lyst til at fortsætte med at finde stjernestunder for beboerne, siger Jeanette Elkrog.

 

Jeg vil give min viden videre

Når Jeanette Elkrog Kofoed bliver gammel, håber hun, at gode hjælpere vil være omkring hende – og hun gør sit til, at fremtidens sosu’er bliver blandt de bedste. Hun skal nemlig snart i gang med at efteruddanne sig til praktikvejleder.

- Jeg vil så gerne give min viden videre, så de nye sosu-hjælpere bliver lige så glade for faget som jeg – og at de kan skabe en tryg og god hverdag for beboerne.

 

Sidst opdateret: