10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. De har ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her kan du møde Solveig, som er gartner.

Solveig passer Skyttehushaven for dig

Gruset på stien knaser under Solveig Christensens solide støvler, mens hun bevæger sig hen til den næste hæk i Skyttehushaven i rask tempo. Ingen strittende grene undslipper den skarpe stangsaks, hun har i den ene hånd.

For enden af stien stopper hun op et kort øjeblik og nyder synet af det stille vand i fjorden og med en baggrund af broen. Et rent maleri.

- Jeg elsker at være herude; det er mit andet hjem. Jeg har lært mange borgere at kende. Det er søde mennesker, som kommer og fortæller os, hvad det betyder, at vi holder haven så pæn. Nogle kommer her næsten dagligt, og så snakker vi jo lidt, siger hun og hæver hånden og hilser på en hundelufter, der kommer forbi.

Vi har frihed under ansvar til at løse opgaverne

I 2022 fejrede Solveig sit 25-års jubilæum som gartner i Vejle Kommune, og hun er ikke tvivl om, hvad der har fået hende til at blive det samme sted så længe.

- Jeg sætter stor pris på mine kolleger, fordi vi er der for hinanden og hjælper hinanden. Det giver arbejdsglæde og lyst til at give igen. Og så har vi frihed under ansvar til at løse opgaverne. Ledelsen har tillid til, at vi ikke bare sidder i personalerummet og spiser kage. Men så ville her nok også se lidt anderledes ud, siger hun med et grin og en henvisning til de hastigt voksende hække og andre planter, som kræver en konstant, kærlig pleje af flittige gartnerhænder.

Fuglenes kvidren er ren balsam for sjælen

Solveigs opgaver spænder bredt – hun beskærer hække, luger bede, river belægning og tømmer skraldespande. For blot at nævne et par stykker. Men yndlingsopgaven – hvis hun kun må vælge én – er at fodre fuglene i Skyttehushavens voliére.

Solveig åbner døren til fuglenes hjem og ler, da en dværgparakit straks kommer hen og sætter sig i hendes hår.

- De kan kende mig, når jeg kommer ind og bliver helt rolige. Det er ren balsam for sjælen med fuglenes kvidren, siger hun.

Solveig Christensen passer både planter og fugle i Skyttehushaven i Vejle.
Solveig Christensen passer både planter og fugle i Skyttehushaven i Vejle.
Friheden i jobbet som gartner tiltaler Solveig Christensen meget.
Friheden i jobbet som gartner tiltaler Solveig Christensen meget.
Sidst opdateret: