10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. Vi giver dem ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her møder du Lone, som er it-konsulent.

Når Lone Madsen møder ind på sit job i Vejle Kommune, kan hun se frem til at hjælpe en stribe medarbejdere med koks i deres it. Nogle er pinligt berørte, fordi de ikke selv kan løse problemerne – det kan Lone Madsen se på lang afstand, og så træder hendes stærke servicegen endnu mere i kraft.

- Alle er gode til noget forskelligt. Og det er ikke flovt at opsøge vores hjælp. Vi er her jo for det samme, siger den smilende it-konsulent.

Vi har en uhøjtidelig tone og ingen jokes er for meget

Lone var kun 22 år, da hun begyndte som kontorelev i Vejle Kommune. Hun er ikke meget for at tælle år, men hun vil godt afsløre, at hun er mere end halvvejs gennem sit arbejdsliv.

Hun har aldrig haft lyst til at søge et andet job, for når hun møder ind om morgenen, kan hun mærke, at hun befinder sig det helt rigtige sted.

- Vi har en uhøjtidelig tone og har ikke nogen jokes, der er for meget. Vi griner, men kan også tale om tingene, hvis noget er svært. Vi er også gode til at lave noget sammen og hygge os, siger Lone, der selv er foregangskvinde på afdelingens sociale liv. Hun er med i personaleforeningens festudvalg, hvor hun arrangerer alt fra flødebollekurser til gokartræs.

- I min verden gælder det om at involvere sig, og jeg altid haft lyst til at investere noget i min arbejdsplads. Det hele går bare bedre, når vi er gode ved hinanden, mener Lone.

Det er dejligt at give noget til hinanden

Når det bliver halloween og jul, skruer Lone og hendes kolleger i servicecentret ekstra op for hyggen. De sparer ikke på pynten, som brugerne i servicecentret kan opleve.

- Vi var to kolleger, som begyndte at pynte op for en del år siden. Så fik vi to nye kolleger, som også giver den fuld på pynten. Og vi bliver ved, for det giver folk et smil på læben, når de kommer herned. Det er dejligt at kunne give noget til hinanden.

 

 

Lone Madsen elsker at give sine kolleger it-service.
Lone Madsen elsker at give sine kolleger it-service.
Den uhøjtidelige stemning i it-afdelingen betyder meget for Lone Madsen.
Den uhøjtidelige stemning i it-afdelingen betyder meget for Lone Madsen.
Sidst opdateret: