10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. De har ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her kan du møde Peter, der er musiklærer på Kulturskolen.

- Jeg bliver stolt over mine elever

En gruppe musikelever på Vejle Musikskole var i gang med at øve sig på deres instrumenter. Sådan som de havde været så mange gange før. Men denne dag blev anderledes. For pigen bag mikrofonen styrtede pludselig væk fra mikrofonen og henad gulvet, hvor hun slog vejrmøller i ét væk – for så at drøne tilbage til mikrofonen og synge videre.

Mindet om pigens eksplosive glædes-optrin får latteren frem hos musiklærer Peter Steenild. Og han skal kun bruge tre ord til at beskrive den følelse, det fremkalder hos ham:

- Lys og kærlighed!

Den garvede musiklærer på Vejle Musikskole har siden 2012 set mange børn udvikle sig fra små, splejsede frø med en alt for stor guitar på ryggen til selvsikre unge mennesker med styr på deres musikalske univers. Det gør ham stolt at tænke på, men han er også ydmyg.

- Jeg bliver stolt over mine elever. Men det skal også være sådan. Jeg skal levere. Det får jeg min løn for, siger Peter Steenild. Han har en konservatorieuddannelse fra Los Angeles og mange år som professionel musiker i forskellige bands bag sig, før han blev musiklærer i Vejle.

Snakker om andet end musik, hvis en elev har brug for det

Musikken er bundklangen i hele Peter Steenilds liv både professionelt og privat. Han har spillet ’røven ud af bukserne’, som han selv udtrykker det. Og gør det stadig for at holde sig skarp. Han har også ambitioner på sine elevers vegne, men mødet med mennesker sætter han højere end stram disciplin.

- Eleverne får en relation til mig omvendt. Det kræver, at jeg er åben og vil dem. Hvis jeg en dag kan mærke på en elev, at han eller hun er presset af noget og har brug for at snakke i stedet for at øve musik, så gør vi det, siger han.

Fire dage om ugen kører Peter Steenild fra sit hjem i Rønde på Djursland til Vejle og retur igen. Køreturen er lang, men Peter har fundet sin plads og sit rum i Vejle, føler han.

Her bliver jeg ikke stoppet i at være mig

- Her på stedet bliver jeg ikke stoppet i at være mig. Jeg kan få lov at tale om en større forståelse af musik og udfordre mine elever med genrer, de måske ikke kender endnu. Jeg kan tage dem med hen til 10-meter-vippen og vise dem, at de skal turde noget. Kim Larsen er bandlyst hos mig, siger han med et grin og en hentydning til, at numre som ’Kvinde min’ og ’Papirklip’ efter hans mening er blevet fortærskede.

Hver uge har Peter Steenild 32 solo-elever og fire samspilsgrupper, så hans kalender har ikke mange frie lommer. Dog er der indlagt tid til at mødes med lærer-kollegerne i den fælles spisepause, som er blevet indført i 2022.

- Pausen gør, at vi lærer hinanden bedre at kende. Det er en fordel, når vi har faglige møder og diskussioner, siger Peter Steenild, inden han tjekker klokken og ser, at det er tid til den næste solo-elev med en guitar på ryggen.

 

 

 

Peter Steenild
Guitaren har været Peter Steenilds trofaste makker i mange år - og han nyder at give sine kundskaber videre.
Peter Steenild
Relationen til eleverne er vigtig for Peter. Der er plads til både musik og snak.
Sidst opdateret: