10.000 mennesker går hver dag på job i Vejle Kommune. De har ordet i en række fortællinger om deres hverdag og opgaver. Her møder du Mie, som er pædagog.

- Mie! Vil du gynge med os?

Tre børn kommer pædagog Mie Egeskov i møde på legepladsen i børnehusene Vindmøllen i Vejle. De hopper op i den store sanserede, og Mie sætter gyngen i bevægelse med et skub. Børnene ler, solen skinner, og flyverdragterne er blevet skiftet ud med lette jakker.

- Sådan en dag er det jo helt fantastisk at være i mit fag. Jeg kan virkelig gå og glæde mig til at være udendørs med børnene, fortæller Mie Egeskov, der ikke kun glæder sig over jobbet på solskinsdage.

- Jeg elsker at være i et dynamisk fag, hvor man hele tiden skal omstille sig. Og her i Vejle Kommune møder jeg rigtig mange ja-hatte, som gør, at vi sammen får løst tingene. Mit job er ikke ’bare at passe børn’, som jeg nogle gange får at vide. Vi lægger faktisk grundstenene til gode samfundsborgere her, siger hun.

Mie Egeskov
Jobbet som pædagog er spækket med gode udfordringer, synes Mie Egeskov.
Mie Egeskov
- Selvfølgelig løber vi stærkt i perioder, men jeg har aldrig stået alene med 22-23 børn, som jeg har prøvet andre steder.

Telefonen ringede med et uventet tilbud

Mie Egeskov fik eksamensbeviset fra pædagoguddannelsen i hånden i 2015 og blev siden ansat i forskellige kortere ansættelser. Desværre kneb det alvorligt med hendes trivsel og arbejdsglæde, da hun ofte følte, at hun løb panden mod en mur, når hun ville være med til at skabe udvikling. Til sidst besluttede Mie at droppe helt ud af pædagogfaget i en periode.

- Jeg blev nødt til at gøre noget andet. Jeg elsker mit fag, men kunne mærke, at jeg havde brug for luftforandring, fortælle Mie, der blev ansat som afdelingsleder i en bagerafdeling i et supermarked. Der arbejdede hun i seks måneder og blev langsomt glad igen. Men en dag ringede telefonen med et tilbud, hun ikke havde ventet.

- Det var Dina Jakobsen, som spurgte, om jeg ikke skulle til Vejle og arbejde for hende. Jeg kendte Dina i forvejen og vidste, at her ville jeg få en både fremsynet og empatisk leder. Og selv om jeg lige skulle sluge, at der er 65 kilometer på arbejde, sagde jeg ja.

 

Ingen ’det-plejer-vi-ikke-holdning’

Selv om kørselsregnskabet er til den tunge side, har Mie ikke fortrudt sit valg et øjeblik. Hun nyder friheden i jobbet til at sætte tiltag i gang og prøve af, hvad der virker uden at blive mødt med en skeptisk ’det plejer vi ikke-holdning’. Mie er også blevet tilbudt forskellige efteruddannelsestilbud, og hun glæder sig til at komme på praktikvejlederkursus og krible-krable-kursus. Lederambitionerne regner hun også med at kunne indfri i Vejle Kommune.
Når Mie Egeskov fortæller om sit arbejde som pædagog, bliver hun ofte mødt af historier om dårlig normering og konservativ ledelse. Men ingen af delene oplever hun i Vejle Kommune.

- Selvfølgelig løber vi stærkt i perioder, men jeg har aldrig stået alene med 22-23 børn, som jeg har prøvet andre steder. Og så er vi som kolleger bare enormt gode til at hjælpe hinanden på tværs. Det fællesskab gør, at det altid er rart at komme på arbejde.

Sidst opdateret: