Kun tre uger efter afrejsen fra millionbyen Singapore, skrev June Wee-Grant og hendes mand under på slutsedlen på et parcelhus i Vejle. Hun besluttede sig for at indtage sin nye by med alt, hvad hun har. Det inkluderer en aktivitet, hun aldrig havde drømt om at prøve, men som hun er blevet helt afhængig af.

Lysene i stagerne er pastelfarvede, sofaerne er cremehvide og lamperne i vindueskarmene er fra den danske designer, Verner Panton.
Man skal ikke have opholdt sig ret længe i June Wee-Grants parcelhus for at fornemme, at begejstringen for det lyse, skandinaviske indretnings-look er i den høje ende af skalaen.

- Vi solgte alle vores møbler, da vi flyttede fra Singapore. Vi har derfor købt nyt, og det skulle selvfølgelig være dansk design. Jeg kan virkelig godt lide det, fortæller June Wee-Grant, der dog på ingen måde har glemt sine asiatiske rødder. Små Buddha-figurer og andet nips fortæller, hvor hun kommer fra. Og så beder hun altid gæster om at tage skoene af, inden de går ind i stuen.

- Det er en tradition, hvor jeg kommer fra. Og det vil jeg gerne holde fast i, forklarer hun og tager Mr Fong – en selvtillidsfuld lille hund af racen miniature pomeranian – op i armene.

June og hendes mand, Andy, er verdensborgere med stort V. June er kineser, mens Andy er sydafrikaner med rødder i Skotland. Sammen har de boet i både New York, Los Angeles og Singapore, hvor de også befandt sig, da Andy fik drømmejobbet tilbudt hos LEGO.

- Vi havde hørt om Danmark, for Andy er vild med legoklodser. Men Vejle havde vi aldrig hørt om. Vi vidste heller ikke, hvordan det skulle udtales. Var det ’Wejle’ eller Vej-Lee’, siger hun med høj latter.

june
June Wee-Grant flyttede til Vejle sammen med sin mand i sensommeren 2023. De har boet i millionbyer flere steder i både Asien og USA og nyder nu roen og naturen i Vejle. Junes hverdag er fordelt mellem opgaver i sin egen coach-virksomhed, danskundervisning og socialt liv med sine nye, danske bekendtskaber.

Alt var så ’cute’

June og Andy overvejede en kort stund at flytte til Billund for at være helt tæt på Andys nye arbejdsplads, men Vejles størrelse og natur gjorde ikke beslutningen svær. Og deres første indtryk af byen matchede heldigvis deres ønsker om et nyt eventyr:

- Vi gik en tur i området, og pludselig stod vi foran Vejle Vindmølle. Det var simpelthen så idyllisk. Og gågaden..! Wauw, det var som taget ud af en historiebog med de gamle bygninger. Alt var så ’cute’, siger hun med eftertryk og trækker en opmærksomhedssøgende Mr. Fong op i sin favn. Hun lægger den lille hund på det lyse egetræsbord og begraver sine hænder i hans karamelfarvede pelsvams.

Glæden over den nye by førte hurtigt til Junes og Andys næste skridt. De tjekkede ejendomsmæglernes hjemmesider for gode huse til salg, og det første hus, de så på, var det hus, de købte. Et nyrenoveret hvidt parcelhus i kvarteret omkring sygehuset og Roms Hule.

- Vi kunne straks mærke, at her ville vi gerne bo. Her er lyst og dejligt, og det ligger tæt på skovene, hvor vi går en masse ture og hele tiden opdager nye ting. Vi vidste begge, at vi har brug for et andet tempo i vores liv, og det kunne vi få her, fortæller June, der stadig kan undre sig over fraværet af trafikstøj, som var den del af hverdagen i Singapore.

 

June
Vejle Vindmølle var én af de første bygninger, som June faldt for. Hun synes, at der er så meget dejligt at kigge på i bybilledet (privat foto).

Da June pakkede sin kuffert i Singapore, gjorde hun sig tanker om, hvordan hun ville blive dansker og vejlenser. Hun satte helt konkret en intention om, at hun ville omfavne sit nye liv og være åben for nye bekendtskaber for at få et nyt netværk.

- Hvis jeg skulle blive lykkelig i Vejle, ville jeg ikke holde mig selv tilbage, siger hun og fortæller, at hun tilmeldte sig et yogahold og talte med én af de andre deltagere efter timen. Det var en kvinde, som hun i dag betegner som en god veninde – og samtidig var det en kvinde, som introducerede hende for en aktivitet, som i Junes hoved lyder helt gakket: vinterbadning.

- Tænk at bade i iskoldt vand. Jeg synes, det lød så vanvittigt. Men jeg vidste også, at dét ville jeg prøve.

Så en novemberdag 2023 bookede June en tid i saunaen ved Tirsbæk Strand, hvor hun lod sig nedsænke i det kolde vand for derefter at gå i sauna sammen med andre vinterbadere.

- Wauw – det var jo det vildeste dopaminkick. Og at sidde i saunaen bagefter uden tøj føltes egentlig helt okay. Mine venner fra Singapore spurgte: Sad du virkelig nøgen i saunaen? De synes, jeg er meget modig, ler June og rejser sig for at give Mr. Fong en snack fra køkkenskuffen. Hun tilføjer:

- Og nu er jeg blevet helt afhængig af at vinterbade. Hvem skulle have troet det?

June
Vinterbadning findes ikke, hvor June kommer fra, men hun var åben og nysgerrig over for aktiviteten med det samme. Nu nyder hun at bade og gå i sauna ved Tirsbæk Strand, hvor hun også lokker sin mand Andy med sommetider (privat foto).

Vejle er ren ’rehab’ for storbymennesker

Fem skridt fra Junes terrassedør ligger den tilbygning, hvor hun har indrettet sit arbejdsrum. Hun arbejder som coach og reikihealer og lever af at hjælpe mennesker med forskellige udfordringer i livet.

Hun er i fuld gang med at skabe kontakt til andre coaches i Vejle, som hun kan skabe events og samarbejder med. Det er på alle måder vigtigt for hende at møde nye skabe nye forbindelser.

- Jeg vil bare gerne slå rødder her. Og møde flere mennesker. Jeg er så taknemmelig over alle de oplevelser, vi får her i Vejle, siger June og ler, så det slår gnister i hendes øjne.

Vennerne fra Singapore og andre steder i verden holder June også fast i ved at tale med dem online og ved at åbne sit hjem for dem, der har lyst til at tage flyveturen til Danmark. I julen 2023 fik hun og Andy besøg af Andys forældre fra Skotland. De blev hurtigt lige så forelskede i Vejle, som June og Andy selv er.

- Min svigerfar sagde: ”Vejle er et magisk sted. Her er lidt af det hele.” Jeg kan kun give ham ret. Jeg plejer at sige, at Vejle er ren ’rehab’ for storbymennesker med al den plads og dejlige natur.

June
June og hendes mand har ingen børn – til gengæld har de Mr. Fong, som også er glad for at være flyttet til Vejle.
Sidst opdateret: