I løbet af ti minutter kan Ann Karring og João Pedro Copello Ruivo være helt nede i kanten af Vejle Fjord, hvor de elsker at opholde sig. De to unge tilflyttere nyder også gåafstanden til byens butikker og restauranter.

En blå Citroën C1 har kurs mod Skyttehushaven i Vejle. Ann Karring og João Pedro Copello Ruivo er på vej til ét af deres yndlings-åndehuller med høje træer, blomster og bølgeskvulp forrest i maleriet. De parkerer bilen og begiver sig gennem parken ned til stranden, hvor de finder en bænk med udsigt over Vejles skyline.
 
- Det er dragende, ik, siger João, mens Ann nikker enigt. Begge er vilde med vand - dog lige med undtagelse af temperaturen på badevandet i Danmark, som João grinende bemærker. Flere gange om ugen bevæger de sig ud i Vejles natur og gerne steder med vandkik. De løber eller går ture, og for nylig satte de også en drage op på stranden.

- Vi er lidt som to barnlige 10-årige, der elsker at lege, siger João, der voksede op i den brasilianske storby, Santos. Her boede han med sin familie i en lejlighed på tiende sal, men stranden og vandet var lige i nærheden, så det var nemt at komme ud og flyve med drager, bygge sandslotte og bade. Ann er fra den østjyske by, Stilling, hvor hun ofte fiskede og roede i en sejlbåd sammen med sin far.

- Det føles trygt og nostalgisk at bo tæt på vandet. Sådan har vi det begge. Og på den måde binder vores påskønnelse af vandet os sammen på en eller anden måde, forklarer hun.

En cykeltur i Vejles kuperede terræn holder hverken Ann eller João tilbage. Så snart de har mulighed for det, pumper de cyklerne og tager en tur ud på stierne – blandt andet Bindeballestien.
En cykeltur i Vejles kuperede terræn holder hverken Ann eller João tilbage. Så snart de har mulighed for det, pumper de cyklerne og tager en tur ud på stierne – blandt andet Bindeballestien.

Fedt at kunne gå til det meste

Den blå fjord og det grønne bakkede landskab var ikke de eneste afgørende punkter, da Ann og João valgte at sætte kursen mod syd i sommeren 2022. Vejle er også tæt på Lego i Billund, hvor Ann arbejder som designer, og så har João gåafstand til sprogcentret, hvor han dagligt øver det danske.

- Det er fedt at kunne gå til det meste. Jeg nyder også at gå hen i supermarkedet, på apoteket eller i biografen, siger João, der også har engageret sig i frivilligt arbejde i sin nye by. Han arbejder i organisationen WeFood, hvor han dels hygger sig med de andre frivillige og dels får en masse danske ord ind under huden.

Det var helt bevidst, at det unge par valgte at leje en lejlighed i hjertet af Vejle frem at leje eller købe et hus i byens udkant.

- Vi har en bil, men jeg bruger den kun, når jeg skal på arbejde eller når vi besøger min familie. Ellers går vi rundt, og det er dejligt at kunne tage en drink i Paladspassagen uden at skulle tænke på kørsel bagefter, siger Ann.

Ann Karring og João Pedro Copello Ruivo har slået sig ned i centrum af Vejle, hvor de nyder at være tæt på både natur og byliv. Her er de ved Skyttehushaven, hvor de ofte tager ud for at gå eller løbe eller bare nyde udsigten.
Ann Karring og João Pedro Copello Ruivo har slået sig ned i centrum af Vejle, hvor de nyder at være tæt på både natur og byliv. Her er de ved Skyttehushaven, hvor de ofte tager ud for at gå eller løbe eller bare nyde udsigten.

’En hyggelig europæisk by’

I 2015 mødte Danmark og Brasilien hinanden under et højskoleophold i Helsingør. Ann og João blev kærester og efter højskolen flyttede de hver til sit – Ann til Aarhus og João til Sao Paolo for at læse på universitetet. De næste seks år levede de med noget, der i den grad kan kaldes et langdistanceforhold med kun to årlige fysiske møder.

João flyttede til Danmark i januar 2022, hvor de boede sammen i Anns mors hus i Skanderborg i et halvt år. Men da Ann fik job på Lego, vidste de, at distancen fra Skanderborg til Billund ville blive for lang i hverdagen. Og så pegede pilen naturligt på Vejle.

- Vi kunne også vælge at bo i Billund, men den bliver for lille til os, siger Ann, mens João nikker. Når han fortæller sin familie om Vejle, beskriver han den som ’en hyggelig europæisk by med en god blanding af historiske og moderne bygninger’. Og så fortæller han, at det er en by, hvor der sker noget.

- Jeg har været til både Fjordfestival og Vejles Folkemøde. På folkemødet var det lidt svært at følge med i debatterne på dansk, men det var hyggeligt med mange mennesker i gågaden, siger João, der kun har ét kritikpunkt af Vejle: Han synes, at butikkerne lukker alt for tidligt. I Brasilien er han vant til, at både butikker og restauranter har åbent til ud på aftenen hele ugen. Uanset er han glad for, at der er folk i gadebilledet i Vejle.

- Jeg føler, at der er liv. Og det kan jeg gode lide, siger han, mens Ann nikker enigt.

Det er fascinerende at studere Bølgen og Fjordenhus, synes João, som er uddannet arkitekt i Brasilien. Og skylinen med fjorden foran er næsten magisk, synes de begge.
Det er fascinerende at studere Bølgen og Fjordenhus, synes João, som er uddannet arkitekt i Brasilien. Og skylinen med fjorden foran er næsten magisk, synes de begge.
Sidst opdateret: