Værestedet Himmelblå er et åbent tilbud til dig, der er clean og ædru misbruger. Du skal ikke visiteres eller godkendes af nogen for at komme her.

Er du stoffri og ædru, er du altid velkommen.

Borgere i misbrugsbehandling er velkomne til at komme på besøg for at se stedet. Ring gerne i forvejen og lav en aftale med os.

 

På Himmelblå kommer mange forskellige mennesker i forskellige aldersgrupper og med vidt forskellige baggrunde. Fælles for dem alle er ønsket om at forblive stoffri og ædru og opbygge et netværk.

Himmelblå er et trygt miljø, hvor familien og børn er velkomne.

  • Aktiviteter og tilbud

    På Himmelblå kan du nyde socialt samvær med andre, læse dagens avis, spille spil, tage med på ture og deltage i aktiviteter som f.eks. løbegrupper og andre former for fysisk aktivitet.

    Du er altid meget velkommen til at tage del i andre daglige gøremål som f.eks. at holde stedet pænt og indbydende, men det er også helt ok bare at komme og nyde samværet med andre, der står eller har stået i samme situation som dig.

  • Brugerindflydelse

    På Himmelblå har vi et brugerråd med fem pladser tilbuddets brugere. I brugerrådet sidder også en medarbejder og stedets leder. Der er valg hvert 2. år til brugerrådet.

    Vi afholder møder for alle brugere 1-2 gange årligt med fokus på trivsel og en god hverdag på Himmelblå.

    Himmelblå har en peer-nøgle ordning. Det betyder, at du som bruger kan holde Himmelblå åbent uden for den normale åbningstid. Du skal godkendes af personalet, og du får en grundig introduktion til opgaven.

  • Mad og drikke

    Caféen byder på sund og nærende mad hver tirsdag og torsdag, hvis der er 1-2, borgere der vil hjælpe med at lave mad sammen med en medarbejder.

    Deltager du i madlavningen, skal du ikke betale for at spise med.

    Dagens ret koster 35 kr., og der er også mulighed for at købe en sandwich til 15 kr.

  • Brugerbetaling

    Himmelblå er et åbent og gratis tilbud, dog skal du selv betale for mad, ture og aktiviteter.

  • Er du ny?

    Du er meget velkommen til at komme forbi Himmelblå til en rundvisning. Så kan du se stedet, hilse på brugere og medarbejdere og høre alt om, hvad der sker på Himmelblå.

    Vi dokumenterer ikke noget på Himmelblå, og du bestemmer selv, hvad du har lyst til at fortælle om dig selv og din baggrund.

    Ring på telefon 21 34 04 65 og aftal, at du kommer, så er vi klar til at tage imod dig og vise dig rundt.

    Det er nogle gange lettere at komme ind et nyt sted, hvis du følges med en, så tag bare en ven, noget familie eller en anden, du er tryg ved, med, når du besøger os.

    Vi glæder os til at byde dig velkommen i Himmelblå.

  • Ferie og lukkedage

    Der er lukket alle helligdage, den 1. maj, den 5. juni, den 24. og den 31. december.

    Der er lukket i uge 7 og uge 42 Der er lukket tre uger i sommerferien.

    Lukkeugerne meldes ud i marts samme år.

    I forbindelse med afvikling af temadage, kurser, sygdom m.m. vil der forekomme yderligere lukkedage.

Sidst opdateret: