Peer-fællesskab for dig, der er kommet ud af et misbrug - Et café-fællesskab og mentorordning

Peer-fællesskabet er for dig, der er 18+, bosiddende i Vejle Kommune og er kommet ud af et misbrug.

Vi er et fællesskab, der støtter mennesker, der lige er kommet ud af et misbrug. Formålet er at undgå tilbagefald, forebygge ensomhed og støtte til at opbygge et netværk uden for misbrugsmiljøet.

Hvad går Peer-fællesskabet ud på?

Vi er bygget op om et stærkt fællesskab af deltagere og frivillige, hvor der er mulighed for at mødes to gang om ugen – og mulighed for en mentorordning.

Fællesskabet er drevet af en lyst til at møde nye mennesker i et sundt og udviklende fællesskab, hvor vi har fokus på at tage rigtig godt imod nye, da vi gennem egne erfaringer ved hvor svært det kan være at træde ind i et nyt fællesskab efter endt misbrug.

Peer-fællesskabet kan tilbyde:

  • Samvær i et uforpligtende clean fællesskab, hvor vi drager omsorg for hinanden og møder hinanden i øjenhøjde
  • Indhold i hverdagen
  • Træning af dine sociale færdigheder i trygge rammer
  • Mulighed for personlig udvikling

Før opstart skal du have deltaget i en forsamtale med en af medarbejderne i Peer-fællesskabet.

Mødetider i Peer-fællesskabet

Tirsdage kl. 14.30-17 mødes vi til en fysisk aktivitet, typisk bordtennis. Her er også mulighed for bare at møde ind til snak og hygge.

Torsdage kl. 9.30-11.30 mødes vi i Lido Caféen, hvor der er rig mulighed for kaffe og en snak om bordet.

Herudover er der i fællesskab mulighed for at være med til at arrangere fællesarrangementer, udflugter, julefrokost eller hvad der er stemning for. Der vil altid være fokus på at tage udgangspunkt i deltagernes ønsker til aktiviteter.

Hvad er mentorordningen?

I Peer-fællesskabet er der også mulighed for at blive matchet med en mentor, som selv har været ude af misbrug i mindst 1 år – eller selv tage mentoruddannelsen, alt efter hvor man er i livet.

Er du interesseret i en mentor inviteres du ind til en snak. Vi gør meget ud af at matche ud fra dine egne ønsker og behov, og kan derfor ikke garantere et match til alle.

Er der god kemi med en mentor, så laves der en aftale om indholdet af forløbet. Samværsforløbet med en mentor varer som udgangspunkt seks måneder. Typisk mødes man én gang om ugen eller hver 14. dag. I bestemmer selv, hvad I mødes om, men det kan f.eks. være gåture, at I tager sammen i vores fællesskaber, er sammen om aktiviteter og meget andet. Der er ingen regler for samværet, udover at det ikke skal foregå i eget hjem.

Vi står til rådighed for sparring på sidelinjen hele vejen igennem forløbet og inviterer ind til opfølgende snakke undervejs.

Alle mentorer gennemgår uddannelsesforløb á syv moduler over seks måneder.

Læs mere om hvordan du bliver frivillig Peer-mentor

Er du interesseret i at blive en del af Peer-fællesskabet, så kontakt Simon eller Kenneth

Simon Olesen Vejleder
Send e-mail mobil 23 36 20 96
Kenneth Stubkjær Kristiansen Peer-medarbejder
Send e-mail mobil 21 79 43 54
Sidst opdateret: