Vejle Å er ca. 32 km lang - fra udspringet i Engelsholm Sø til Vejle Fjord. Du må sejle med kano, kajak og robåd fra Tørskind Bro til udløbet i Vejle Fjord – en strækning på 21 km, der egner sig til en dagstur på 7-9 timer. Du kan sejle fra 16. juni til 31. december fra kl. 8-18.

Sejlads kræver tilladelse

Fra Tørskind bro frem til motortrafikvejen (Bredstenvej) kræver sejlads en tilladelse. På denne strækning må du kun sejle med strømmen ind mod Vejle.

Fri sejlads

I Vejle by er en del af Vejle Å markeret med grøn, og her må du sejle frit hele året. Strækningen er på knap 4 km og går fra motortrafikvejsbroen over Vejle Å til Vejle Fjord. Her må du både sejle med og mod strømmen.

Distancer på Vejle Å - cirkaangivelser

  • Tørskind til Vingsted: 6 km - 2 timer
  • Tørskind til Haraldskær: 9 km - 4 timer
  • Tørskind til Buldalen: 15 km - 5 timer
  • Tørskind til Vejle Havn: 21 km - 7 timer

Kano- og opholdsbroer

Vi har i samarbejde med Naturstyrelsen etableret nye kano- og opholdsbroer i Vejle Å, og dermed forbedret forholdene for sejlads på åen. Projektet er støttet af Friluftsrådet.

Regler for sejlads på Vejle Å

  • Generelle regler

    For at beskytte den smukke natur og dyrelivet er der følgende regler for, hvornår og hvordan der må sejles.

    Kun kanoer, kajakker og robåde, der er booket en sejladstilladelse til må sejle på åen. 

    Der må sejles fra P-pladsen ved Tørskindvej til broen under motortrafikvejen ”Bredstenvej” fra 16. juni til 31. december - dagligt fra kl. 8.00 til 18.00.

    På det sidste stykke ud til Vejle Fjord må der sejles hele året. Der er et offentligt landgangssted med adgang til offentlig vej på højre åbred kort før åens udløb i fjorden. Hvis sejladsen ønskes afsluttet forinden, spørges pågældende lodsejer om lov først.

    Sejl ikke med sammenbundne kanoer - hold god afstand.

    Der må ikke sejles mod strømmen, undtagen ved Vingstedcentret og mellem broen under ”Bredstenvej” og Vejle Fjord.

    Stød ikke ind i bredden eller mod garn og ruser.

    Sejlads sker på eget ansvar.

    Undgå at larme - lyt til fuglene.

    Tag affald med til nærmeste skraldespand.

    Tænd ikke bål.

  • Fiskeri

    Fiskeri og sejlads hører ikke sammen.

    Hvis du vil fiske, skal du købe fiskekort, og fiske fra bredden, hvor kortet gælder.

    Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

    God tur på Vejle Å!

  • Vigtig information om passagen ved Haraldskær fabrik

    Der blev i 1998 lavet en fiskepassage ved Haraldskær Fabrik. Stemmeværket er fjernet, og der er lavet et fiskestryg af store sten med et fald på 20 0/00.

    Der er kraftig strøm på stryget, og vanddybden er lille. Det anbefales derfor at tage kanoen op og bære den forbi. Kun absolut øvede kanosejlere bør sejle gennem stryget.

    Optagning af kanoen må kun ske i den lille kanal på højre bred under  gangbroen over åen. Stedet er markeret med skiltning. Det er privat område. Derfor er ophold ikke tilladt, og transport af kanoen skal straks på­begyndes.

    Transporten skal ske ad stien på højre bred - til venstre ad Kærbøllingvej over Vejle Å - og til højre ad naturstien, som vist på billedet. Gangbroen ved optagningsstedet må ikke benyttes.

    Hvis mange kanoer sejler i flok, anbefales det, at der holdes stor afstand mellem kanoerne, så der er god tid til optagning af hver enkelt kano. Ventende kanoer kan holde fast i planken på højre bred.

    Det anbefales, at lederen af skoleklasser o.lign. går i land først og dirigerer trafikken.

    Billedet viser at fartøjet skal tages op inden stryget og hvor det skal sættes i igen

  • Regler for optagning ved Haraldskær

    • Alle kanoer lægger til ved højre bred
    • Hold fast i planken og vent
    • Kanoerne tages op enkeltvis - først lederens
    • Kanoerne transporteres straks videre til Kærbøllingvej

    Der er ikke opholdsareal mellem optagningsstedet og Kærbøllingvej. Du kan derfor ikke vente på afhentning her!

    Kærbøllingvej er smal. Hvis sejladsen ønskes afsluttet, flyt da i stedet til naturstien.

    Bedst er det at fortsætte til isætningsstedet og afslutte længere nedstrøms.

Sidst opdateret: