I Danmark må du bo i dit sommerhus fra 1. marts til 31. oktober. Anden periode kan være gældende i lokalplanlagte områder. Der er i særlige tilfælde mulighed for at opnå dispensation til midlertidigt ophold i dit sommerhus.

Vi administrerer helårsbeboelse i sommerhuse efter Planloven.

Beboelse i sommerhus

  • For dig der er pensionist

    Når du har ejet dit sommerhus i 1 år, har du som pensionist personlig ret til at benytte dit sommerhus til helårsbeboelse. 

    Ved pensionist forstås, at du har ret til folkepension iht. lov om social pension, er førtidspensionist iht. lov om social pension eller lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., efterlønsmodtager iht. lov om arbejdsløshedsforsikring, flexydelse iht. lov om flexydelse eller er over 60 år og oppebærer pension.

    Du behøver ikke søge om tilladelse til helårsbeboelse i dit sommerhus, hvis du opfylder ovenstående krav. Du skal blot tilmelde adressen på Folkeregistret og kunne dokumentere følgende: 

    • Hvor længe du har ejet sommerhuset
    • At du er pensionist 
  • For dig der vil søge dispensation

    Du har i særlige tilfælde mulighed for at opnå en tidsbegrænset dispensation til helårsbeboelse i dit eget sommerhus. Denne dispensation kan gives til: 

    • Ejere eller forpagtere af dagligvarebutikker og af de i sommerhuslovens § 1, stk. 4, nævnte virksomheder, til personer, der i forbindelse med ejendommens erhvervelse fejlagtigt af kommunen har fået oplyst, at denne lovligt kunne benyttes til helårsbeboelse.
    • Ejere som har en alvorlig sygdom og invaliditet, hvor en rimelig tilværelse kun kan opnås i sommerhuset. Hvorimod helbredsmæssige årsager i øvrigt normalt ikke kan bevirke, at der kan gives dispensation.
  • Hvorfor må jeg ikke bo i sommerhus hele året?

    Der er flere grunde til, at det som udgangspunkt ikke er tilladt at bo i sommerhus hele året. Årsagerne er, at: 

    • Vi ønsker at bevare sommerhusområderne som rekreative områder.
    • Vi ønsker at forhindre pres for udlæg af nye sommerhusområder i værdifulde områder og ubebyggede kyststrækninger. 
    • Vi ønsker at beskytte sårbare landskabstyper i og omkring sommerhusområderne mod slid. 
    • Vi ønsker at forhindre, at sommerhusområderne udvikler sig til parcelhuskvarterer
    • Vi ønsker at sikre karakteren af sommerhusområde, som ønsket af flertallet af sommerhusbeboere. 
  • Hvornår bor jeg ulovligt i sommerhus?

    Opfylder du ikke reglerne for hvornår du må bo i dit sommerhus, bor du ulovligt.
    Perioden for hvornår du må bo i dit sommerhus fremgår enten af planloven eller den gældende lokalplan for dit sommerhus.

Sidst opdateret: