Se de tre uddybende inspirationsvideoer om Sproggaven målrettet fagpersonale, men forældre er også velkommen til at se dem.

Uddybende inspirationsvideo om Sproggaven ved 9 måneder

Manuskript til video - 9 måneder

  • Se manuskriptet til videoen om Sproggaven ved 9 måneder

    Sproggaven ved 9 måneder

    Sprogkufferten kan styrke børns sprog og give dem masser af gode sprogoplevelser.

    Kufferten er den første af i alt tre sproggaver som gives til børn, når de er ca. 9 måneder, 2 år og 3 år.

    Kufferten bliver givet til børn på 9 måneder af sundhedsplejen, mens de næste sproggaver som udgangspunkt bliver udleveret på biblioteket eller i institutionen. I institutionen og i legestuerne har de også kopier af de udleverede materialer, så der kan skabes en rød tråd for barnet.

    Kufferten har til formål at styrke sproget hos børn, ved hjælp af de sprogstimulerende materialer. Forskning viser at et godt sprog er utroligt vigtigt, for at børn klarer sig godt i skolen og i livet generelt. Det har stor betydning for vores sociale udvikling og vores samlede trivsel. Derfor er det vigtigt med en tidlig og kvalificeret indsats i forhold til barnets sprogtilegnelse.
    En anden fordel ved gaven, er at den kan skabe hygge og bedre relationer i familierne.


    Kuffertindhold

    • En lille bold, kendt under navnet Oball
    • Bogen ’Kaj læser bog’
    • ’Min rør og føl bog om Gården’.
    • 3 små hånddukker; en edderkop, en ko og en mariehøne.
    • 3 sange, som passer til de tre hånddukker
    • En forældrevejledning med ideer til brug af materialerne.

    Forældrevejledning er oversat til sprogene engelsk, polsk, arabisk, rumænsk og tigrinya, som udleveres af sundhedsplejersken.

    Kaj læser bog – Læs oversættelsen sideløbende og brug gentagelser

    ’Kaj læser bog’ er oversat til ni forskellige sprog: arabisk, dari, engelsk, kurdisk, pashto, polsk, tyrkisk, somali og vietnamesisk. Det betyder, at tosprogede familier kan læse bogen på deres modersmål. Det er en rigtig god ide, at læse højt både på dansk og modersmålet, fordi gentagelser kun styrker sprogtilegnelsen. Det styrker sproget, barnets hukommelse og giver barnet et større ordforråd.

    Generelt er det en rigtig god idé at gentage de samme ord og begreber rigtig mange gange i løbet af hverdagen. Det giver barnet en chance for at forstå ordene i forskellige sammenhænge og kontekster.

    Skab fælles opmærksomhed og sæt ord på det, I ser

    I Kaj-bøgerne er der en helt indbygget mulighed for at skabe en fælles opmærksomhed. Når du læser, ”Se Kaj og Lise” så peger du på Kaj og Lise. På den måde får I en fælles opmærksomhed på noget bestemt, som der bliver sat ord på. Når man har en fælles opmærksomhed med barnet, kan man som voksne sætte ord på det barnet ser og er optaget af. På den måde skabes en slags fælles treenighed mellem barnet, den voksne og genstanden. Hvor barnet og den voksne deler fælles opmærksomhed og på skift ”taler” om det de ser. Undersøgelser viser, at det har rigtig stor betydning for barnets ordforråd, at dele fælles opmærksomhed, på den her måde.

    Følg barnets blikretning og interesse

    Børn i denne alder forstår bedst ord i forhold til ting, som de helt konkret kan se. Det betyder, at barnet skal se bogen og høre ordet bog, for at forstå sammenhængen. Som voksen må man derfor være opmærksom på, at følge barnets blikretning og interesse. Det giver god grobund for at skabe fælles opmærksomhed og det har stor betydning for barnets sproglige udvikling.

    Stil gerne spørgsmål til barnet. Når du f.eks. læser: ”Nu kommer mor med en gave”, så stil spørgsmål til barnet, det kunne være: "Hvad tror du gaven er?". Og husk at lade barnet svare. Det kan være med en lyd, et blik eller en bevægelse. Så svarer du tilbage: "Ja, det er rigtigt. Det er en bog, sikke en god gave Kaj han får."
    Med Kaj-læser bogen kan du altså arbejde med at styrke barnets ordforråd, ved at have fokus på gentagelser, ved at dele en fælles opmærksomhed med barnet og ved at tale om det som barnet interesserer sig for.

    Bolden - Hav god øjenkontakt

    Med bolden her er der en rigtig god mulighed for at sætte hele sanseapparatet i spil. Først og fremmest er det rigtig vigtigt at have en god øjenkontakt med barnet, når du er sammen med det. Det motiverer barnet til endnu mere kommunikation og samspil. Sæt dig overfor barnet, så du har mulighed for en rigtig god kontakt. Tril bolden frem og tilbage imellem jer, og vis engagement, glæde og nærvær. Det motiverer barnet og skaber en god stemning.

    Sæt ord på det, der sker

    Tal med barnet om, hvad der sker. ”Nu triller jeg bolden hen til dig, triller du den så tilbage igen?” Husk at lade barnet få mulighed for at svare og se hvad det gør med bolden. Det her princip kan selvfølgelig overføres til hvad som helst i hverdagen.

    Gentag gerne ordene og variere også gerne dit sprog. En bold kan mange ting, fx trille, kaste og hoppe. Et barns ordforråd vokser jo flere forskellige ord, det hører.

    Brug den taktile sans

    I sprogstimuleringen er det vigtigt, at barnet aktivt. Det skal have lov til at bruge sin taktile sans. Det skal have lov til at røre ved tingene, frembringe lyde med dem, smage på dem og gøre brug af dem. Barnet har brug for en masse sansepåvirkninger for udvikle sit sprog.
    Barnet oplever med hele sin krop og alle sanserne inden det forstår ordene. Så sæt ord på, hvad I gør og hvad I mærker – endda også hvordan bolden smager! Det vil også give barnet en bedre forståelse for sine sansepåvirkninger.

    Læg mærke til at bolden har huller, så den er nemmere at gribe fat i for barnet. Kig også på boldens farver og tal om dem. Med bolden kan man altså få iværksat flere sider af barnets sansesystem, som har betydning for sprogstimuleringen.

    Du kan også arbejde med at skabe en fælles opmærksomhed dig og barnet i mellem, og det har stor betydning for ordforrådet.

    ’Min rør og føl bog om Gården’ - Lad læsningen være en dialog med barnet

    Med min rør og føl bog om gården kan du både tale til barnets taktile sans og have fokus på at skabe en god dialog med barnet - også selvom det ikke kan tale endnu. Brug bogen til at tale med barnet om dyrene og deres lyde og føl på dem. Når du f.eks. taler om hunden kan du sige: ”Se hunden. Prøv at mærke, den er helt blød”. Vis barnet hvor det skal mærke henne. I kan også snakke om, hvad hunden siger. Prøv at spørge: ”Hvad siger hunden?” og lad barnet svare ”ja, vov vov, siger den, vov vov”.

    På samme måde som med bolden, hjælper det sproget på vej, at sætte flere sanser i spil. Det giver også mulighed for at bruge flere ord om billedet.

    I stedet for kun at bruge ordet hund kan du bruge ord som ’blød’, ’langhåret’ eller lignende. Tal også om, hvis der er andet på billederne. ”se, den lille hundehvalp også, hvor er den sød.” Eller ”Hvad siger hundehvalpen egentlig?”. Hav fokus på at skabe en god samtale med barnet. Det vil sige at i skiftes til at ytre noget. Det er vigtigt at stille barnet spørgsmål og give barnet tid og rum til at svare med et blik, en lyd eller en bevægelse, inden du så svarer igen.

    Hav fokus på turtagning og vær opmærksom på barnets ytringer

    Børn i alderen 8 - 12 måneder begynder at være meget aktive i det, der kaldes ’turtagningen’. Det vil sige, det, at skiftes til at ytre en lyd, et ord eller en gestus over for hinanden. Det er et helt grundlæggende princip i vores kommunikation. ¬Barnet har en medfødt fornemmelse for turtagningen og vi voksne kan næsten heller ikke lade være med besvare det, enten ved at imitere det eller tilføje nye lyde eller udtryk. Når vi gør det, opfordrer vi barnet til at indgå yderligere i det sproglige samspil med os. Det der foregår her er en før-sproglig dialog, som er ekstrem vigtig, når det kommer til at have gode forudsætninger for at lære selve sproget. Husk at det sagtens kan tage lang tid for en uerfaren sprogbruger, at finde et passende svar. Så giv tid og rum til barnet. Dit svar tilbage til barnet bør reguleres ved hjælp af stemme, tempo og mimik så det passer til det barnet kommer med.

    Vis barnet tingene fra bøgerne ’i virkeligheden’

    I 9 måneders alderen begynder barnet også at kunne forstå, at hunden på billedet er det samme som hunden i virkeligheden, som I måske møder når I går tur. Det er et vigtigt skridt på vejen til sproglig bevidsthed. Den sproglige bevidsthed kan du hjælpe på vej ved at tale om det med barnet, når I møder noget på jeres vej, som I har læst om: Det kunne f.eks. være hunden, når i møder den i virkeligheden: ”Se der var jo en hund. Kan du huske, hvad hunden siger?"
    Rør og føl bogen er altså rigtig god til at sætte gang i en tidlig dialog med barnet, om noget som barnet også kan møde i virkeligheden, og dyr er ofte noget af det som små børn tidligst viser interesse for.

    Hånddukkerne og sangene - Sæt ord på det, barnet ser og mærker

    De sidste materialer i kufferten er de tre hånddukker og de tilhørende sange. Med hånddukkerne og sangene kan man skabe en kobling mellem det barnet ser, hører og mærker. Sang og musik en utrolig god måde at lære sprog på. Vis barnet hånddukken og tal om hvad det er. ”Se, det er en ko. Den er dejlig blød” eller ”Kan den kilde dig lidt på næsen med halen?”. Lad barnet svare med et grin eller et skørt ansigt eller hvad det nu er, inden du svarer. Fortæl mere om koen og udvid gerne sproget for barnet. Gentag fx det ord barnet bruger i en længere sætning. Hvis barnet siger: ”Muuh” eller ”ko” så sig ”Ja, det er en ko. Se den har et yver hernede. Det er der mælken kommer fra”.

    Brug sangene til at give en fornemmelse for sprogets rytme

    Syng sangen, mens du laver fagterne. Spørg fx barnet: ”kender du en sang om en ko?” Husk at lade barnet svare ”Ja, vi kan synge Jens Petersens ko”.

    Sange, rim og remser er rigtig gode for barnets sprogtilegnelse. Forudsigeligheden i rytme og melodi frigør energi til at fokusere på indholdet. Stavelser og sproglyde fremgår ofte langt tydeligere i sange, rim og remser end i det talte sprog. Det støtter barnet i at høre de enkelte dele i sproget. Børn vil derfor ofte kunne huske og synge med på længere sangtekster, end det kan tale i sætninger.

    Med mariehønen i sprogkufferten, kan I selvfølgelig synge Mariehønen Evigglad:

    'Mariehønen Evigglad
    Gik tur på et rarbarberblad
    Og mødte Søren Snegl der lå
    Og sov med sneglehuset på'

    Lav en sangkuffert og giv barnet mulighed for selv at vælge sang

    Vis også barnet billederne på sangbladet og tal med dem om dyrene. Det er også en god ide at bruge kufferten som sangkuffert. Du kan tage dyrene her og sangteksterne og komme ned i kufferten. Og så kan du lade barnet selv vælge hvilket dyr det vil synge om i dag. Det kunne være edderkoppen de valgte. Og så kan i synge Lille Peter Edderkop:

    'Lille Peter Edderkop
    Kravled’ op af muren
    Så kom regnen og skylled’ Peter ned
    Så kom solen og tørred’ Peters krop
    Lille Peter Edderkop kravled’ atter op'

    At give barnet lov til at vælge selv, viser tillid og giver ansvar til barnet. Det giver barnet en større følelse af selvtillid i forhold til sproget. Det kan være I har nogle andre bamser eller noget andet legetøj som repræsentere sange som barnet godt kan lide. Så bruger i bare dem.

    Med sangene og hånddukkerne kommer der altså rim og rytme i spil – noget som har rigtig stor betydning for sprogtilegnelsen. Med kombinationen af sangbladene, hånddukkerne og dialogen om dyrene får barnet også rigtig mange sanser i spil.

    Opsummering

    Ved 9 måneder, når barnet får kufferten, vil de fleste børn være på nippet til at sige deres første ord. Men med så meget andet med børn er det meget forskelligt, hvornår det sker. Men når barnet får kufferten vil der være et naturligt fokus på den ’før-sproglige’ dialog. Det vil sige, at barnet og den voksne øver sig på selve reglerne for kommunikation og i særlig grad på turtagningen. Her handler det altså om at give masser af rum og plads til at barnet kan udtrykke sig, og at svare afstemt ift. barnets input.

    Det handler også om at sætte masser af ord på, og tale så meget som muligt med barnet. At give barnet god forståelse for kommunikationens grundlæggende principper på denne måde, er godt givet ud i forhold til at barnet skal lære sproget hen over de næste par år. Snart efter denne tid, vil barnet begynde at bruge de første ord og her handler der i lige så høj grad om at skabe gode dialoger med barnet, hvor barnet får mulighed for at bruge sit nyvundne sprog.

    Den fælles opmærksomhed er et meget vigtigt redskab her. Den sikrer, at du og barnet taler om det samme og det øger barnets ordforråd. Evnen til at dirigere sin egen og andres opmærksomhed mod noget bestemt er en vigtig forudsætning for sprogudviklingen. At iværksætte alle barnets sanser ift. det I ser og det i taler om.

    At røre, se, høre, smage, lugte og bevæge sig understøtter i høj grad også sprogtilegnelsen. Sidst men ikke mindst er det vigtigt at have god øjenkontakt og følge barnets interesse. Det er vigtigt at sætte ord på og synge og tale så meget så muligt med barnet.
    Vis engagement, glæde og nærvær det motiverer barnet og det skaber god stemning. Vi håber, at du nu føler dig rustet til at bruge materialerne.

    Sproggaven er iværksat af Vejle Kommune.
    Tak til Silkeborg Kommune, som har udviklet Sproggaven.

Uddybende inspirationsvideo om Sproggaven ved 2 år

Manuskript til video - 2 år

  • Se manuskriptet til videoen om Sproggaven ved 2 år

    Sproggaven ved 2 år

    Rygsækken bliver udleveret til børn på ca. 2 år og den bliver som udgangspunkt udleveret af Vejle bibliotek eller i Bogbussen, hvor forældrene selv henter dem.

    Rygsækken har til formål at styrke sproget hos barnet, ved hjælp af de sprogstimulerende materialer, som er her i. Forskning viser at et godt sprog er vigtigt for at barnet klarer sig godt i skolen og i livet generelt. Det har afgørende betydning for vores sociale trivsel og vores samlede udvikling. Derfor er det så vigtigt med en tidlig og kvalificeret indsats i forhold til sprogtilegnelse.

    Nogle andre fordele ved rygsækken, er at den kan skabe hygge og styrke relationer i familierne. Familierne får også en introduktion til biblioteket eller bogbussen, når rygsækken afhentes.

    Rygsækkens indhold

    • Te/kaffestel til 4 personer
    • To kager
    • Dug/picnictæppe til stellet
    • Spillet Lille Storm laver madpakker.
    • Bogen Buller rim og remser.
    • To bøger om Lille krokodille. Det er lille krokodille og det flyvende tæppe og Lille krokodille er sulten.
    • En sang: Se min lille krokodille.
    • En remse: Hvis du ser en krokodille.

    Der er også en folder, som viser hvad der er i rygsækken samt en forældrevejledning.

    Forældrevejledningen er oversat til engelsk, arabisk, polsk, rumænsk og tigrinya.

    Kaffestellet og picnictæppe - Leg rollelege med stellet sammen med barnet

    Med kaffestellet og picnictæppet, kan I lege masser af rollelege sammen. I kan tage på picnic i skoven og dække op til fire eller I kan invitere alle bamserne på fødselsdagskage. Inden legen kan I have skrevet invitationer eller bordkort og I kan tale sammen om hvad I leger. I kan servere kaffe for hinanden eller skal du have mere mælk og så kan I nyde kagen sammen.

    I 2 års alderen sker der en såkaldt ’ordforrådsspurt’, som det er vigtigt at fodre med masser af nye ord. Barnet har et åbent vindue for at lære mange nye ord rigtig hurtigt og nye ord og betydninger kommer til på daglig basis. Derfor er der med materialerne i rygsækken fokus på at udvide barnets ordforråd og give det masser af nye ord som det kan bruge i hverdagen.

    Det kan man gøre ved at have dialog med barnet på tværs af hverdagsaktiviteter, læsning og lege. Som f.eks. rollelege eller ’lade som om-lege’, som taskens indhold lægger op til. I rollelege har barnet stor mulighed for at øve sig på sprog, når rollerne skal forhandles, og når legen skal leges. Som voksen kan du bidrage med sprogligt input og nye vendinger, som kan udvide barnets leg. Giv barnet ideer til, hvordan I leger med stellet og stile det åbne spørgsmål. Det kunne være ”skal vi tage på picnic?” eller ”Hvor skal vi tage hen?”

    Lad barnet hjælpe ved hverdagsaktiviteter

    Når barnet skal lære sprog, sker det bedst gennem direkte erfaring og brug af sanserne. Barnet har brug for at se, høre, lugte, smage og røre. Barnet har brug for at gribe fat om noget for at begribe det. Prøv derfor generelt at inddrage barnet så meget så muligt i de daglige gøremål, at lægge tøjet i vaskemaskinen eller røre i maden. Det tager lidt længere tid, men det giver barnet mulighed for at udvikle sproget og lære nye ord. Det giver også barnet selvtillid og ansvar.

    Når I har leget med stellet og er færdige med at rydde op. Så kan I jo tale om at bage en rigtig kage derhjemme. Barnet kan involveres i at bage kagen og kan servere den stolt for resten af familien. På den måde får man gentaget mange af de samme begreber. Gentagelser styrker ordforrådet og gør det nemmere for barnet at lære nye ord. I den her sammenhæng er det dog vigtigt at gøre opmærksom på, at kage er noget vi spiser til særlige festlige lejligheder en gang i mellem. Til hverdag spiser vi frugt og grønt og passer på vores krop og vores tænder. Når vi så har spist kage, så børster vi tænderne ekstra grundigt.

    Tal om de ting, I gør

    Alle dagligdagens gøremål byder på oplevelser, som det er værd at tale om. Snak om, hvad I gør og begrund gerne handlingerne: ”Jeg vasker tøj, fordi det er blevet beskidt. Kan du finde noget mere vasketøj til mig?”

    Tal gerne om oplevelserne både inden, imens og bagefter. Barnet lærer først de ord, som er relateret til dets daglige omgivelser og de mennesker som det er knyttet til. Det er derfor en god ide at tale meget om de nære ting i barnets dagligdag.

    Med stellet er der altså en rigtig god mulighed for at lege rollelege og lade som om lege med barnet.
    De er gode fordi de baserer sig på rigtig mange italesatte aftaler og samtaler de legende imellem.

    Lille Storm laver madpakker - Skab fælles opmærksomhed

    Lille Storm spillet er et slags billedlotteri, som har fokus på nære hverdagsord omkring mad og madpakker på samme måde som stellet. Med et spil som dette, får I god mulighed for at tale sammen om det, som du og barnet har fælles opmærksomhed på.

    Lige når barnet får rygsækken, er det ikke sikkert at barnet har spilforståelse nok, til at spille spillet som det står på bagsiden, men som det meste andet vil det variere fra barn til barn.

    I spillet er der seks spilleplader og de kort som man i starten kan bruge som samtalestartere om madpakker og mad. Læg kortene med bagsiden nedad og skiftes til at trække et kort. Sæt ord på det der på kortet og opfordr barnet til at gøre det samme og hav en samtale om det der er. Det er i den fælles opmærksomhed på tingene og samtalen omkring dem, at barnet får mulighed for at høre ordet koblet til indholdet og dermed forstå, hvad det betyder.

    Tal om maden på kortene. Tal om farven, at gulerødderne er orange og tal om hvad de kan bruges til og hvordan de smager. I kan også bruge kortene til at tale om, hvad barnet gerne vil have med på madpakken i morgen. Det fremmer barnets sproglige selvtillid, at give det ansvar og give det mulighed for at bruge sproget til at tage beslutninger. I kan også bruge de samme ord som i her lærer, når i leger med testestellet, så barnet bedre får mulighed for at lære ordene.

    Det er vigtigt, at barnet i det omfang, det er i stand til det, selv får afprøvet sit sprog, ved at du stiller åbne spørgsmål og giver passende hjælp, tid og feedback.

    Hav fokus på at vente på tur og skiftes

    Når barnet er blevet lidt ældre, kan I begynde at spille spillet efter reglerne. Det træner dit barns evne til at koncentrere sig og evnen til at vente på tur og skiftes. Turtagning, altså det at skiftes til at ytre noget, er en grundlæggende del i vores kommunikation og det er derfor en vigtig del at træne. Når I spiller spillet, så skal I hver især have en madkasseplade. Kortene skal lægges ud med bagsiden opad på bordet. Så trækker barnet et kort. Hvis kortet passer sammen med et motiv på barnets madkasseplade, så bliver det lagt ned ovenpå.
    Derefter trækker barnet et nyt kort. Når kortet ikke passer til et af motiverne på barnets madkassekort, så lægges det ned igen med bagsiden opad, og så er det den næstes tur.

    Hvis man så trækker et madkasse-kort, så skal man have lagt alle tre motiver først ellers så må man lægge det ned igen. Når alle tre motiver er blevet lagt, og man trækker madkassekortet så lægger man det ned og så har man vundet. Det handler selvfølgelig ikke kun om at vinde, det er også det sociale i at være sammen og hygge sig sammen og spille. Derfor er det også vigtigt at i bruger masser af tid på at tale om de ting der er på pladen og på kortene mens i spiller, og det er også vigtigt at I taler om reglerne inden i går i gang.

    Gør spillet til en hyggestund med barnet

    En af de største faktorer for at skabe et sprogstimulerende miljø for barnet er, at barnet oplever aktiviteterne som hyggelige, at den voksne er nærværende og at barnet har en tryg relation til den voksne. Uden en tryg relation er det svært at tilegne sig ny viden. Sørg derfor for at have god øjenkontakt med barnet og gør det til en hyggestund omkring jer. Undgå at rette barnets udtalefejl og gentag i stedet ordet korrekt. Barnet kan høre de rigtige sproglyde inden det kan udtale dem. Det er kun de voksnes behov for korrekt udtale, som tilgodeses ved at rette på barnet, og først i 4-årsalderen giver det mening at rette udtalen.

    Lille Storm spillet kan bruges i rigtig lang tid sammen med barnet. Det er en god samtalestarter omkring maden, som er en af de nære ting, som barnet først får sprog for.

    Bøger om lille krokodille - Læs sammen med barnet hver dag

    I rygsækken er der to bøger om Lille Krokodille. Det er ”Lille Krokodille er sulten” og ”Lille Krokodille og det flyvende tæppe”. Lille krokodille og det flyvende tæppe her er oversat til arabisk, dari, engelsk, polsk, pashto, kurdisk, tyrkisk, somali og vietnamesisk.

    Bøger stimulerer barnets fantasi og sprog. De hjælper barnet med at bearbejde sine tanker og skaber erfaringer, og så hjælper de barnet med at forstå egne og andres følelser.

    En af de bedste måder, at styrke barnets ordforråd på, er ved daglig læsning sammen med barnet. I bøger støder man nemlig ofte på nye ord og begreber, som man ellers ikke ville møde i den daglige samtale.

    Med krokodillebøgerne og sangen og remsen, kan man skabe rigtig mange gode snakke om krokodiller, som I måske ellers ikke ville have haft. De bøger barnet godt kan lide, kan I læse om og om igen. Og gentagelser styrker sprogtilegnelsen. Barnet vil oftest sætte pris på det velkendte, men det er selvfølgelig også vigtigt at udfordre dem med nye bøger. Det er desuden vigtigt, at gøre det til en hyggelig stund at læse sammen med barnet. En god læsesituation og en tryg relation vil opmuntre barnet til at deltage i samtaler om bogen.

    Følg barnets interesse

    Selvom der er tekst i bøgerne her, så behøver det ikke være det, der leder jer, når I læser bogen. Følg med i hvad barnet viser interesse for og vær optaget af det. Ved, at du som voksen med ord og krop følger, hvad barnet peger på og taler om det, så understøttes barnets afkodning af mening og dets positive interesse i at lære sprog. Det styrker koncentrationsevnen og det udvider ordforrådet.

    Når du følger barnets initiativ og er optaget af, hvad det får øje på, så kan du også bedre matche barnets udviklingsniveau. I bogen her, kan det være at barnet er mere interesseret i isen, end i krokodillerne og så er det isen I taler om. Det kan være at barnet har haft en rigtig god oplevelse med at spise is på stranden, en sommerdag. Spørg ind til barnets oplevelser, som ligger bag interessen. Det kunne være ”Nå, du kan du godt lide is? Hvad er din yndlings is?”

    Inddrag barnet, når I læser

    Det er vigtigt at engagere barnet og opfordre det til at tage en aktiv del i højtlæsningssituationen. I stedet for at læse for barnet, bør du læse med barnet. Forskningen viser, at børn der engageres i aktiv deltagelse i højtlæsningen lærer flere ord og mere grammatik, end børn der lytter passivt. Det er det, der kaldes dialogisk læsning.

    Barnet bør opfordres til at deltage, ved at du stilles enkle spørgsmål til det. Det kunne være ”Kan du finde den lille krokodille” eller "kan du godt lide isen?" Barnet skal have lov til at afprøve sin sproglige forståelse, inden du taler videre. Bøgerne her er rigtig gode til at skabe gode dialoger med barnet og forskning viser at højtlæsning med fokus på dialog, er en af de allermest effektive måder at styrke sprogtilegnelsen på.

    Sang og remse om krokodillen - Syng og rim ofte med barnet

    På bladene, er sangen ”hvis du ser en krokodille” og remsen ”se min lille krokodille” påtrykt.
    Med bladene her kan du synge og rime sammen med barnet om netop krokodillen, som barnet har lært at kende gennem bøgerne Lille krokodille.

    Det er meget gavnligt for den sproglige udvikling at synge og rime med barnet. Ud over hyggen og fællesskabet så skærpe barnets opmærksomhed på sproget og udtalen.
    Det er også god træning for den sproglige hukommelse at synge sammen med barnet og barnet får mulighed for at øve sig på sproget på et lidt højere niveau. For det kan ofte synge længere sætninger, end det kan tale.

    Når barnet synger og rimer, møder de sproget som et æstetisk indtryk. De får mulighed for at lytte til et rytmisk sprog og oplever hvordan sproget kan mærkes i kroppen.

    Brug fagter, når du synger og rimer

    Det er vigtigt at bruge fagter så meget som muligt. Det udvikler barnets motorik og fagtesange er en sjov måde at koble krop, bevægelse og stemme på. At få bevægelse på ordene giver også barnet en bedre forståelse og en kropslig forståelse for sproget.

    Der kan f.eks. laves fagter til "Se min lille krokodille" som findes i rygsækken:

    'Se min lille krokodille
    Det er én jeg lige har fået.
    Man kan klappe den på ho´det
    Og den gør slet ikke noget. Haps'

    Remsen her er ligesom mange andre remser bygget op som en lille fortælling med en indbygget overraskelse. Barnet vil højst sandsynligt reagere med en naturlig fryd når der siges haps. Den meget korte fortælling giver barnet en forståelse for historiefortælling og for hvilke elementer en historie skal indeholde, for at virke.

    Brug bøgerne og sangene sammen og hver for sig

    Flere af materialerne i rygsækken her lægger op til gentagelser inden for hverdagsaktiviteter, mens bøgerne og sangene handler om krokodiller. Det er helt bevidst, at der er et gennemgående tema i materialerne.

    Brug dette aktivt og tal om tingene igen og igen. I sangen "Hvis du ser en krokodille" er der også mange gode ting og ord fra barnets hverdag som det kan undre sig over:

    'Hvis du ser en krokodille i dit badekar,
    skal du ikke blive bange, for den er så rar,
    hvis du gi´r den en kop kaffe og en go´ cigar.'

    Tag gerne bøgerne og sangene i brug sammen, det skaber en forståelsesmæssig kobling hos barnet. Syng sangene, lav rimene og læs bøgerne på tværs og gør det så ofte I kan.

    Buller rim og remser - Rim, leg med ord og fjol sammen med barnet

    Med bogen Buller-rim og remser får I nogle fine, fjollede og sjove rim som I kan bruge sammen. De er med til at give børn en sproglig bevidsthed og de giver barnet en fornemmelse for rytmen i sproget, ligesom når I synger sammen. I rim og remser er der en rytmisk tilgang til sproget, som giver barnet en kropslig fornemmelse for ordene.

    Ordene udtales ofte tydeligere end i almindelige tale og det kan være en hjælp for barnet, når det lærer nye ord. Læs rimene op med tydelig udtale og lad barnet føle rytmen i remserne. Ordlegen og rytmen i ordene vil ofte fange barnets interesse. Følg denne interesse og leg med på sproglegen. Undre jer over ordene og sætningerne sammen.

    Lær nogle af remserne udenad og brug dem ofte

    Bogen behøves ikke nødvendigvis at blive læst op på samme måde, som man ville gøre med andre bøger. I stedet kan man sætte sig ned og lære nogle af rimene og remserne udenad og bruge dem, når man har hyggestunder sammen med barnet. Det vil også gøre det mere naturligt at bringe rim og remser ind i jeres dagligdag.

    Det kunne fx være denne her ”tommeltot” som man kan bruge hver gang barnet bliver skiftet. Den lyder sådan her:

    'Tommeltot faldt i vand
    Slikkepot hjalp ham op
    Langemand bar ham hjem
    Guldbrandtsen lagde ham i seng
    Og lille Peter spillemand løb hjem og sladrede'

    Vær fysisk aktiv og hav det sjovt sammen

    Mange af remserne i bogen har en fysisk og motorisk dimension i sig. Det er utroligt vigtigt for sprogstimuleringen at sætte gang i alle barnets sanser. Ved at bruge kroppen på den måde skærper man barnets sansemotoriske opmærksomhed omkring ordene.

    Buller - rim og remser er fyldt med gode hoppe- og kildelege, som opfordrer barnet til at bruge kroppen. Man får altså en masse gode rim og remser, som hjælper barnet med at opbygge en kropslig og rytmisk forståelse for sproget.

    Opsummering

    Så kom vi igennem alle materialerne i rygsækken, som har fokus på, at opbygge barnets aktive ordforråd
    og på at sætte ord på en masse forskellige hverdagsaktiviteter og nære oplevelser for barnet.

    At opbygget barnets aktive ordforråd betyder i bund og grund, at vi arbejder med at give barnet en masse ord, som det kan bruge i sin hverdag og som det snart vil kunne begynde at danne korte sætninger med.

    I løbet af 2 års alderen handler det i høj grad om at følge barnets interesse og sætte ord på alt det, det interesserer sig for. Det handler om gentagelser, hvorfor der er tænkt en klar sammenhæng ind mellem materialerne, som gør det muligt at tale om mad og krokodiller på mange forskellige måder – gennem leg, spil, højtlæsning og rim og remser.

    En anden vigtig ting er, at inddrage barnet så meget som muligt i alle de hverdagsaktiviteter, som I kan. At handle ind, lave mad eller vaske tøj sammen giver masser af fælles oplevelser og ting som i kan tale om. Det er vigtigt at barnet får lov til at bruge sin krop og alle sine sanser, når i taler sammen. Hvis barnet får hørt en masse ord og får lov at interagere med tingene, så vil der i denne alder ske en såkaldt ordforrådsspurt, hvor barnet på daglig basis får lært en masse nye ord. At barnet på dette tidspunkt får opbygget et stort ordforråd er rigtig vigtigt for den næste fase af sprogtilegnelsen. Det er her hvor barnet begynder at lære at sætte sætninger sammen at fortælle historier og have langt mere komplekse samtaler.

    Hele vejen igennem barnets sprogudvikling er det vigtigt at have fokus på at have en god øjenkontakt og på at følge barnets interesse. Sæt ord på alt det I ser og tal og syng så meget som muligt med barnet. Vis glæde, engagement og nærvær. Det motiverer barnet til kommunikation og samspil og det skaber god stemning.

    Vi håber, at du nu føler dig rustet til at bruge materialerne i rygsækken her.

     

    Sproggaven er iværksat af Vejle Kommune.
    Tak til Silkeborg Kommune, som har udviklet Sproggaven.

Uddybende inspirationsvideo om Sproggaven ved 3 år

Manuskript til video - 3 år

  • Se manuskriptet til videoen om Sproggaven ved 3 år

    Sproggaven ved 3 år

    Med tasken kan vi styrke børns sprog og give dem masser af gode sprogoplevelser i deres første år. Tasken er den sidste af i alt 3 sproggaver som gives til børn, som har brug for en ekstra sprogindsats. Tasken her bliver givet til børn på ca. 3 år og den bliver udleveret i daginstitutionen hvor barnet går.

    Tasken har til formål at styrke sproget hos børn, ved hjælp af de sprogstimulerende materialer. Forskning viser at et godt sprog er vigtigt for at børn klarer sig godt i skolen og i livet generelt. Det har stor betydning for vores trivsel i sociale sammenhænge og for vores samlede udvikling. Derfor er det så vigtigt med en tidlig og kvalificeret indsats i forhold til sprogtilegnelse.
    En anden fordel ved tasken, er også at den kan skabe hygge og gode relationer i familien.

    Taskens indhold

    • Et sandkassesæt med to skovle.
    • En badeand.
    • Et Lille Storm i tøjskabet spil.
    • Bogen: De første 100 ord.
    • Bogen: Willy skal i bad.
    • Tre sange.


    Sidst men ikke mindst så er der to forældrevejledninger som kommer med idéer til brug af materialerne.
    De er oversat til sprogene engelsk, rumænsk, polsk, arabisk og tigrinya.

    Bogen: De første 100 ord - Stil åbne spørgsmål

    Bogen de første 100 ord er en pege og finde bog, som kan bruges til at skabe gode samtaler med barnet om forskellige hverdagssituationer.

    I treårsalderen begynder barnet at kunne bruge længere sætninger og kunne fortælle historier fra sin dagligdag. Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvornår det sker, og det er noget af det vi forsøger at hjælpe på vej med tasken.

    Det er vigtigt at få barnet til at bruge sproget meget, så det kan udvikle og udvide brugen af det. Barnet skal selv danne sig en forståelse af, hvordan man bruger ord og hvordan man laver sætninger. Stil åbne spørgsmål til barnet, om det der foregår på bogens detaljerede billeder.

    Børn i denne alder kan godt spørges, hvad de mener om noget, I har oplevet sammen, eller noget som I læser om i bogen. For generte børn eller utrænede sprogbrugere kan det dog virke godt at begynde samtalen med nogle mere lukkede spørgsmål og siden åbne mere op. Det gør barnet mere tryg i samtalen.

    Opfordr barnet til at fortælle

    Opfordr barnet til at forlænge og uddybe, når det taler. Det gør du ved at opmuntre barnet til at dele ideer, tanker og oplevelser.

    I bogen er der billeder fra forskellige rum i hjemmet, for eksempel badeværelset. Tal med barnet om, hvad der er på et badeværelse, og hvad man laver der. Du kan bede barnet om at finde den lille and, som gemmer sig på alle billederne. Tal med barnet om alt det i hverdagen, som er tæt på; fx tøj, kroppen og det at bade. Alle taskens materialer kan bruges til at tale om disse temaer og det er kun godt at gentage samtalerne.

    Lad det være en hyggelig stund

    Al læring og ikke mindst sprogtilegnelse afhænger af trygge og gode relationer mellem voksne og børn. Uden en tryg relation er det svært at tilegne sig ny viden. Det er derfor vigtigt at holde en god øjenkontakt og lade det være en hyggelig stund imellem jer. For at barnet skal udvikle sig og lære, er det vigtigt at det er motiveret for, det i har gang i. Der hjælper det at skabe en hyggelig stemning og være nærværende.

    Husk desuden ikke at rette barnets udtalefejl. Barnet lærer ikke sprogets mangfoldige regler ved at blive rettet, men ved at afprøve sproget i trygge omgivelser. I stedet kan man gentage det barnet har sagt, med den rigtige formulering eller udtale.

    Med bogen her, er der rigtig gode muligheder for at have gode samtaler med barnet om ting det kender fra hverdagen. I kan have nogle hyggelige stunder sammen og barnet får lov til at fortælle så meget som muligt.

    Lille Storm i tøjskabet - Tal med barnet undervejs

    Spillet Lille Storm i tøjskabet er et slags billedlotteri, som træner forskellige hverdagsord omkring tøj og årstider. Spillet spilles ved at man har en årstidsplade her hver, og de små tøjkort lægges ud på bordet og blandes. Man starter ved at barnet trækker et kort og viser det frem. Så skal man se om det passer til et af motiverne på ens årstidsplade. Hvis det passer hos barnet. Så lægger man det ned på pladen. Så trækker barnet et nyt kort og ser om det passer. Hvis det ikke passer på pladen, så bliver det lagt ned igen og turen går videre.

    Hvis man trækker et Lille Storm i tøjet kort, og ikke har fået placeret alle fire kort på pladen endnu så lægger man det tilbage igen. Men har man fået placeret alle fire kort på pladen, og trækker lille storm i tøjet kortet, så kan man lægge det på plads og så har man vundet.

    Tal om hvad der er på billederne og hvad der optager dit barn, I kan tale om hvad for noget tøj der er på billederne og hvilken årstid det passer til. F.eks. shortsene, så I tale om sommeren og de aktiviteter der hører sig til der. I kan også tænke over at bruge de samme ord som I brugte da I læste de første 100 ord.

    Hav fokus på at vente på tur og skiftes

    Spillet træner barnets evne til at koncentrere sig, vente på sin tur og lytte på hinanden. Det er helt grundlæggende principper i kommunikationen, som barnet her lærer. En større del af børns øvelse i sproget foregår på det her tidspunkt i samspil med andre børn. Det er derfor vigtigt at barnet får forståelse de sociale spilleregler som gælder.

    Inddrag barnet i hverdagsaktiviteter og tal om hvad I gør

    Spillet har fokus på tøj og beklædning efter sæsonen. Det er derfor helt oplagt at huske at nævne de forskellige tøjdele og kropsdele, når du hjælper barnet med at få tøj af og på. Sig højt og tal med barnet om, hvad du gør.

    Generelt er det en rigtig god ide at inddrage barnet så meget som muligt i hverdagsaktiviteterne. Stimulering af sproget er noget som foregår hele dagen, men for det meste i al ubemærkethed.
    Men for de børn som har brug for en ekstra hånd til sproget, er det endnu mere vigtigt at sætte ord på alt hvad I gør.

    Lille Storm Spillet lærer barnet om sociale spilleregler og giver mulighed for gode samtaler om nære ting i hverdagen for barnet, og samtalerne kan fortsættes også når man ikke spiller mere.

    Willi skal i bad - Stil spørgsmål til barnet under læsningen

    Bogen handler om Willi der skal i bad. Den er oversat til engelsk, arabisk, polsk, rumænsk og tigrinya.
    Bogen er god, fordi barnet kan spejle sig i det Willi gør og de følelser, som han har.

    Når du læser bogen, så bør du læse den i dialog med barnet. At læse dialogisk sammen med barnet er en meget effektiv måde at stimulere sproget på, det handler nemlig om at have en samtale løbende når du læser højt for barnet. Forskning viser at det er effektfuldt, fordi barnet får mulighed for at bruge de nye ord og begreber det lærer i bøgerne i en samtale og det udvider barnets ordforråd.

    Det er rigtig vigtigt, når man læser dialogisk, at have fokus på at lytte, holde pauser og give barnet taletid. Læs selv bogen inden du læser den for barnet. Tænk over hvad du vil tale om og spørge ind til. Du kan også starte med at præsentere bogen for barnet ved at kigge på udseende af bogen og spørge, hvad barnet tror den handler om. ¬¬Følg barnets nysgerrighed, vær nærværende, spørg ind og lyt til barnets svar. Inddrag så vidt muligt barnet i samtalen.

    Fortolk og udvid det barnet siger

    Fortolk og udvid det, barnet siger. Sæt ord på, hvad du evt. tror, barnet mener og udvid sætningen for barnet.
    På den måde hører barnet også sine egne ord brugt i en anden sammenhæng eller i en anden grammatisk form. Udvid med nuancer og detaljer, f.eks. med ordklasser og længere sætninger. Det er med til at styrke ordforrådet og udvide barnets sprog. Når I kigger i bogen, så kan det være at barnet siger ”Han er sur!” Og så kan du sige ”ja, han er godt nok sur. Han kan vist ikke lide at få sæbe i øjnene."

    Gør barnet til medfortæller

    Gør barnet til medfortæller og hjælp det med at sætte ord på følelser, tanker og oplevelser. I kan fx tale om hvordan barnet selv har det med at komme i bad. "Du kan vist heller ikke lide at få sæbe i øjnene, eller hva?” eller ”Hvad gør du så?”

    Når I læser bogen igen, så hjælp barnet med at genfortælle bogen ud fra billederne. Hjælp barnet med at huske de ord eller vendinger, som det ikke lige kan komme på. Forklar også gerne de ord, som barnet ikke forstår, og tilføj gerne ny viden. At læse dialogisk er en af de allerbedste og mest vel undersøgte metoder til at udvikle barnets sprog. Der er derfor god grund til at læse så meget som muligt på denne måde sammen med barnet.

    Badeand. Leg gemmeleg med anden rundt omkring i huset

    Badeanden vil I kunne huske fra bogen ’de første 100 ord’. Den vil derfor være en genkendelig genstand for barnet som I nu kan røre ved og sanse. Det er en rigtig god ide at lade barnet sidde med badeanden, mens I læser i de andre bøger. Det vil også gøre det nemmere for barnet at forstå, når du fx beder det om at finde badeanden i ’de første 100 ord’.

    Med anden kan I lege gemmeleg. Når I leger gemmeleg er der rigtig god mulighed for at bruge en masse ord fra rundt omkring i huset. Tal om, hvilket rum anden er gemt i, og hvor i rummet den gemmer sig. I kan skiftes til at gemme og finde, så I begge to får brugt en masse ord.

    Hjælp barnet på vej på passende vis. Gemmelege styrker barnets koncentrationsevne og det hjælper barnet til at forstå at sociale lege har visse spilleregler – ligesom sproget. Tal med barnet om reglerne inden I går i gang og hjælp barnet med at huske reglerne undervejs. Når I leger gemmeleg bruger I hele kroppen og har det sjovt sammen undervejs.

    At lære sprog er ikke en stillesiddende proces, men noget der skal læres gennem hele kroppen. Når I kigger oppe, så find en skammel frem så barnet selv kravle op og kigge. Og når I kigger nede så lad barnet selv kravle ind under sofaen og kigge efter. I kan også tage badeanden med udenfor og lege samme leg.

    Brug masser af forholdsord

    I gemmelegen er der mulighed for at bruge en masse forholdsord. Det gør I ved at sætte ord på hvor I leder henne - i, over, under osv. "Er anden under dynen?, eller oven på bordet?" eller hvad det nu kan være. At have en masse forholdsord i ordforrådet gør det nemmere for barnet at fortælle mere komplekse historier.

    Tag anden med i bad og tal om kroppen

    Badeanden skal selvfølgelig også med i bad. Når barnet er i bad er det en oplagt mulighed for at tale om kroppen. Tæl fx tæerne eller fingrene, og husk at sætte ord på hvad du gør. ”Nu får du vasket håret" eller "Nu vasker jeg dig under tæerne.”

    I kan også tale om bogen ”Willi skal i bad”. Du kan spørge barnet om det kan huske hvad der skete og om det kan genfortælle historien. I kan også bruge nogen af de fagtesange, som beskrives herunder. Badeanden er altså en god figur, som I både kan bruge til gemmeleg og til at have med i bad. I kan også bruge den til at sidde med og røre ved, når I læser bogen ”de 100 første ord” eller bogen ”Willi skal i bad”.

    3 sange om kroppen - Syng og leg fagtesange ofte

    I tasken er der også sangblade med tekst til 3 forskellige sange, som alle har fokus på kroppen. Det er ”Hvor er låret”, ”Her er højre, her er venstre” og ”se mit hoved”.

    Sange er rigtig gode for barnets sprogtilegnelse. Den forudsigelighed, som ligger i rytmen frigør energi til at fokusere på indholdet. De enkelte stavelser og sproglyde fremgår tydeligt i sangene og det støtter barnet i at høre og forstå de enkelte dele i sproget. Barnet lærer derfor lettere nye ord, når I synger sammen, og det er rigtig godt at understøtte, sangene med mimik, kropssprog og fagter. Det giver en bedre forståelse for betydningen af det I synger. Sange som ovenstående, kan du forsøge at lære udenad og bruge i forskellige hverdagssituationer. Det kunne f.eks. være ”Hvor er låret?” som du bruge, når barnet skal have tøj på, eller er i bad. Den lyder sådan her:

    'Hvor er armen, hvor er armen?
    Klap på den. Klap på den!
    Klappe, klappe, klappe.
    Nappe, nappe, nappe.
    Hér er den, her er den.'

    Den kan man jo tage med låret, med hovedet - med alle de andre kropsdele.

    Opfordr barnet til at synge og fagte med

    Opfordr barnet til at synge sammen med dig, så snart det kan og har lyst, så det lærer teksten og fagterne. Se barnet i øjnene og tilpas tempoet, til barnet.

    Barnet vil oftest tidligere kunne huske og synge med på længere sangtekster, end det kan tale i sætninger. Børn vil tit gerne høre den samme sang, så vær tålmodig og syng den igen og igen. Så har barnet også bedre mulighed for at lære teksten og fagterne. Tænk ikke over hvordan din sangstemme er eller hvordan du ser ud.

    Børn elsker generelt at synge og bevæge sig på denne måde, så jo mere, jo bedre.

    Vis og peg på kroppen og brug fagterne mens du synger

    Sangene i tasken, har alle sammen fokus på kroppen og er med til at give barnet en forståelse for sin egen krop. Så når I f.eks. synger ”Se mit hoved” så er det vigtigt at bruge de bevægelser, som sangen lægger op til. Den lyder sådan her:

    'Se mit hoved, se mit hoved
    Her er det, her er det
    Se, hvor det kan nikke
    Se, hvor det kan nikke
    Nik, nik, nik – nik,nik,nik'

    Der kan man selvfølgelig også bruge de andre dele af hovedet. Øjnene, næsen hvad det kan være, som kan bevæge sig. Barnet lærer først og fremmest gennem kroppen. Så ved at bevæge sig, så det passer til teksten og musikken sker der en kobling mellem sprog og krop. Nogle gange giver et ord måske først mening for barnet i det øjeblik, der kommer en bevægelse på. Fagter hjælper til forståelsen af teksten. Det styrker motorikken og det stimulerer barnets sprog og udtale. Sproglig og kropslig leg med rim og rytmer giver således barnet mulighed for at sanse og få en kropslig fornemmelse for sproget.

    Den sidste sang er ”Her er højre, her er venstre” og fagterne de går sådan her:

    'Her er højre, her er venstre
    her er maven som er rund.
    Her er ho´det, hvor vi finder
    øjne, ører, næse, mund.
    Omme bagpå sidder ryggen,
    og hvor ryggen, den er slut.
    Sidder jo min lille numse,
    den kan slå en ordentlig prut.'

    Med sangene kan man altså skabe nogle gode situationer med fælles opmærksomhed, på forskellige kropsdele som der sættes ord på ved hjælp af fagtesange. Det vil give barnet et større ordforråd og større kropslig forståelse.

    Sandkasse legesæt - Leg sammen med dit barn i sandkassen eller i badet

    Med sættet kan I lege både i sandkassen og i badet og I kan få en masse gode samtaler om det I leger. Brug spanden og skovlene til at bygge sandslotte eller samle vand fra vandpytter. I kan også tage sættet med, når barnet skal i bad. Tal sammen om, hvad vi gør: ”Jeg hælder vand op”. Eller ”Jeg bygger et tårn” – ”Hvad gør du?”.

    Følg barnets ideer og udvid dem

    Følg barnets idéer og tal sammen om det, som barnet viser interesse for. Udvid legen, hvis I f.eks. har bygget et sandslot, så prøv at snakke om hvad der så kunne ske. Det kunne være en prins og bankede på – "Bank, bank, bank – og hvad skete der så?”

    Tal om oplevelserne senere

    Det 3-årige barn kan begynde at fortælle om selvoplevede ting. Om oplevelser, som det selv har været personligt eller følelsesmæssigt involveret i. Derfor kan I når I ser en sandkasse, på jeres gåtur senere tale om oplevelserne I har haft med sandkassesættet.

    Støt barnet i at fortælle om oplevelserne – spørg ind og gentag, så strukturen og forløbet bliver tydeligt for barnet selv: "Først gjorde du det, så skete der det, og hvad skete der så til sidst…". På den måde hjælper du barnet med at fortælle selv og udvider samtidig barnets ordforråd og sætningsforståelse.

    Opsummering

    Taskens indhold har fokus på, at skabe gode samtaler om de nære ting i hverdagen med barnet og på at hjælpe barnet til at fortælle selv. I 3-årsalderen er det vigtigt at have fokus på samtaler om de nære ting i hverdagen. Fordi barnet her begynder at være klar til at tale i længere sætninger. Igen som med alt andet er der selvfølgelig stor forskel på børns udvikling.

    I 3-årsalderen kan man også begynde tale med barnet om ting der er sket tidligere, eller ting, der skal ske i fremtiden. I kan tale om jeres eller andres følelser og samtalerne begynder at blive mere abstrakte og ikke altid baseret på ting der sker i det her øjeblik.

    Det er dog altid en god ide at tage udgangspunkt i noget barnet kan se. F.eks. bruge nogle af de bøger I læser til at starte en samtale om nogle oplevelse barnet har haft. Især for børn der har brug for ekstra sprogstimulering, men også generelt, er det stadigvæk en god ide at sætte rigtig mange ord på det I gør i hverdagen.

    Hele vejen igennem barnets sprogudvikling, er det vigtigt, at have fokus på at have god øjenkontakt og følge barnets interesse. Tal så meget så muligt og syng så meget som muligt med barnet. Vis engagement, glæde og nærvær. Det motiverer barnet til kommunikation og samspil og det skaber god stemning.

    Vi håber, at du nu føler dig rustet til at bruge materialerne i tasken her.

     

    Sproggaven er iværksat af Vejle Kommune.
    Tak til Silkeborg Kommune, som har udviklet Sproggaven.

Øvrig inspirationsmateriale

  • Inspiration til forældresamarbejde om barnets sprog

    Hvis du mangler du inspiration til forældresamarbejde om sprog, kan EMU’s hjemmeside måske inspirere dig.

    Ikke alle forældre er bevidste om, hvor stor en rolle de selv spiller i forhold til deres barns sproglige udvikling.

    Derfor er det vigtigt, at I som pædagogisk personale inspirerer forældrene til, hvordan de kan understøtte barnets sproglige udvikling ved at skabe et rigt sprogligt læringsmiljø i hjemmet.

    Læs mere om forældresamarbejde om barnets sprog på EMU's side.

Sidst opdateret: