Må jeg skøjte på Vejle Fjord og søer i kommunen, når der er is på? Skal jeg fjerne istapper og sne på tage? Det kan du finde svarene på her.

Du må ikke gå på isen på Vejle Fjord og offentlige søer

Det er forbudt at færdes på isen på Vejle Fjord og offentlige søer i kommunen. Vi opsætter ikke forbudsskilte. 

Politiet udsteder bøde, hvis du ikke overholder dette forbud.

Kun i helt særlige tilfælde tillader vi færdsel på is, og vi vil sætte tydelige skilte op som viser, at færdsel på isen er tilladt.

Anbefalinger om sikkerhed for is på søer

  • Is skal som hovedregel være mindst 13 cm tyk, før du kan gå eller skøjte på den.
  • Små, lavvandede søer fryser hurtigt til.
  • Dybe og store søer tager lang tid om at fryse ordentlig til.
  • Sne fungerer som en dyne, der beskytter søen mod frost. Er isen dækket med sne, tager det lang tid, før isen kan bære.
  • Is der er mere en 13 cm tyk er ingen garanti for, at isen er sikker at færdes på.

Du kan læse mere om sikkerhed på isen på Trygfondens hjemmeside. 

Du skal fjerne istapper og sne på tage, hvis du er husejer

Som husejer skal du selv advare folk, når der er fare for, at sne og is styrter ned. Du har pligt til at advare forbipasserende, hvis der er fare på færde ved at sørge for forsvarlig afspærring samt at fjerne sneen.

I mange tilfælde vil du som husejer kunne fjerne de farlige istapper og sne, der hænger ud over tagrenden, med en lang stav fra vinduerne i øverste etage. Mens du fjerner det, skal du selvfølgelig sørge for forsvarlig afskærmning foran huset, så det ikke rammer forbipasserende.

Hvis en fodgænger bliver ramt af istap eller snelavine, så kan vedkommende rette et erstatningskrav mod dig som husejer.

Fjern sne fra dit tag og undgå alvorlige skader

Store mængder sne på bygninger og hustage kan give alvorlige skader. Som bygningsejer skal du derfor være opmærksom på, om der har samlet sig store mængder sne på dit tag.

Ophobning af sne kan især udgøre en fare for sikkerheden ved bygninger med tagflader, der er mere end 12 meter brede, ligesom der kan styrte sne ned fra høje bygninger på lavere liggende bygningsdele.

Sidst opdateret: